Sten på vejen

Lyt til artiklen

DET ER NÆSTEN ikke til at tro, men den er god nok: Israels premierminister og palæstinensernes leder Mahmoud Abbas har med deres vellykkede møde for nylig efterladt forventninger for de fremtidige fredsforhandlinger. Ikke blåøjede forestillinger om fred, fryd og fordragelighed med forårets komme, men ansatserne til en genoplivning af det grundigt sammenskudte 'partnerskab for fred'. Situationen mellem de to stridende parter har været alvorligt spændt i de sidste fire år, men er lettet betydeligt med Yassir Arafats bortgang og det demokratiske valg af Mahmoud Abbas i fjor. Som den israelske ambassadør her i Danmark, David Walzer, udtrykte det i et interview i weekendens debatsektion, så hersker der nu i Israel en forsigtig optimisme. Men med understregning af ordet forsigtig. For der kan fortsat kastes meget sand i maskineriet fra begge sider. Det er derfor særdeles vigtigt at rydde vejen for et par af de værste forhindringer, før den fornuftige 'Køreplan for fred' kan tages i brug. PALÆSTINENSERNE har garanteret, at de vil gøre deres yderste for at dæmme op for de militante islamisters terrorangreb på Israel og bosættelserne. Og israelerne har forpligtet sig til at rømme Gaza. Det sidste tegner til at blive en særdeles vanskelig og følelsesfuld operation. Hvis Yitzhak Rabin var upopulær blandt de ultraortodokse kræfter, så er Ariel Sharon det ikke mindre. Vi husker hvilken blodig skæbne, der overgik Rabin i 1995. Nu er det Sharon, som trues på livet af de vrede fanatikere, som for nogles vedkommende taler ildevarslende om »væbnet modstand« og endda »borgerkrig«, når rømningen planmæssigt begynder senere på året. Der ligger et betydeligt pres på Sharon - så sent som sidste måned demonstrerede 150.000 mennesker imod tilbagetrækningen fra Gaza - og det er derfor bydende nødvendigt, at man fra international hold ikke svækker på opbakningen til premierministerens kurs. Det betyder ikke at vende det blinde øje til andre dele af hans politik - spørgsmålet om Vestbredden er således stadig uafklaret - men på alle tænkelige måder assistere med at gøre vejen frem mod den forjættede fred lidt mere passabel.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her