MED DEN 38-årige Helle Thorning-Schmidts melding om, at hun er kandidat til formandsposten i Socialdemokratiet, har den gamle Nyrup-fløj fået skudt en opsigtsvækkende kvinde frem i forreste geled. Hun har ganske vist ikke parlamentarisk erfaring fra Folketinget og har heller ikke bemærket sig med klare budskaber i sin hidtidige karriere i Europaparlamentet, men til gengæld har hun forbindelserne i orden til både fagbevægelsen og toneangivende aktører blandt flertallet i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Hun har derfor muligheden for at blive valgt som Socialdemokratiets første kvindelige formand - og dermed potentielt senere til Danmarks første kvindelige statsminister. Hendes hurtige kandidatur er dog samtidig én af hendes svagheder. Helle Thorning-Schmidt meldte sig således på banen få timer efter, at Nyrup-fløjens foretrukne mand - den 47-årige Henrik Dam Kristensen - lidt overraskende havde trukket sig med ønsket om »en ny generation i ledelsen«. Umiddelbart fremstår Helle Thorning-Schmidt dermed som Nyrup-fløjens bedste bud på en tiltrængt fornyelse. Hvorvidt hun formår at vride sig fra af denne magtpolitiske slagskygge, vil dog i høj grad komme til at afhænge af, hvem hun skal kæmpe imod i det forestående formandsvalg blandt socialdemokraterne. FORELØBIG HAR danskerne til gode at høre, hvad hun står for, når det gælder centrale spørgsmål som folkeskolen, integration, velfærdsreformer, sikkerhedspolitik og beskæftigelsespolitik. Socialdemokraternes største udfordring er nemlig ikke at vælge en ny person, men snarere at udvikle en offensiv politisk strategi, der kan personliggøres i en ny formand. Om Helle Thorning-Schmidt vil kunne udfylde denne rolle, kan ingen endnu svare på, da ingen - slet ikke hun - har leveret et gennemtænkt bud på, hvordan Socialdemokratiet skal udvikles i de kommende 10-15 år. Endnu har hun ikke leveret mange nye, politiske tanker. I det forventelige opgør mod en repræsentant fra Auken-fløjen risikerer den afgørende idédebat derfor at glide i baggrunden - til fordel for en fortsat fløjkrig, nu blot pr. stedfortræder. Dén situation kan kun undgås, hvis mange flere kandidater melder sig på banen snart. Kun ved at flere yngre kræfter træder frem, kan debatten åbnes tilstrækkeligt meget op - hvorefter partimedlemmerne så kan dele sig efter anskuelse. Under alle omstændigheder må man håbe for Socialdemokraterne, at fremtidige fløjopgør ikke bliver defineret i forhold til det gamle magttriumvirat mellem Auken, Nyrup og Lykketoft, men i stedet defineres i forhold til Helle Thorning-Schmidt på den ene side - hvis hun når så langt - og én anden kandidat på den anden side. Dét kræver dog, at flere andre melder sig og at Thorning-Schmidt dernæst træder i karakter.