FORMANDEN for Danmarks liberale parti, Anders Fogh Rasmussen, mener, at liberalismen er en forældet ideologi, der hører hjemme i det forrige århundrede - ikke i det nuværende. Han har før lagt de forældede begreber højre og venstre bag sig. Udtalelserne er markante og har vidtrækkende perspektiver. Han har sagt det så mange gange og ved så mange lejligheder, at det ikke længere synes rimeligt at affeje udtalelserne som taktik og opportunisme. Selv om - eller netop fordi - Anders Fogh Rasmussen engang var langt mere optaget af netop liberal ideologi end den typiske liberale politiker i Danmark, er der grund til at tro, at han mener sit nye standpunkt. Og han har jo også sat noget andet i stedet for den ideologi, han ikke længere mener tæller: En politiker skal bedømmes på sine resultater, på sin kompetence og på de løfter, han afgiver. Og derefter indfrier eller ikke indfrier. Det er den såkaldte kontraktpolitik. UMIDDELBART kan det være fristende at notere sig omvendelsen og se den som en bekræftelse på det paradoks, at selv hvis Socialdemokratiet taber valget, så har socialdemokratismen i bund og grund sejret. Man må i hvert fald sige, at valgkampen er domineret af forskellige bud på, hvordan klassiske socialdemokratiske mål om tryghed, fællesskab, job og velfærd bedst kan sikres. Og det er jo godt nok, især da socialdemokratismen længe har rummet den nødvendige respekt for markedsøkonomien og for behovet for en løbende modernisering af samfundet. AT KASSERE ideologi har imidlertid også en skyggeside. Hvis ledende politikere og partier ikke længere har et anker i et sæt grundholdninger, der er bærende for dem - og altså ikke for alle andre - så mister vælgerne en vigtig del af deres beslutningsgrundlag, samtidig med at politikerne mister noget af deres orienteringsevne. Politik drives nu som før under vilkår, som politikerne ikke har fuld kontrol over. Men alligevel: Ideologien har dog givet vælgerne en fornemmelse af, i hvilken retning de folkevalgte vil forsøge at trække udviklingen. Uden det anker er det nærliggende, at valgkampe vil blive endnu mere reklameprægede og politikerne mere kortsigtede i deres dispositioner. Man kan naturligvis ikke tvinge Anders Fogh og hans partifæller til at være liberale, hvis de ikke længere vil være det. Men konsekvensen af at ophæve generationers politiske søkort og kompas er ikke kun udtryk for en naturlig modernisering. Slår det an, rummer det store, svært overskuelige og måske endda foruroligende perspektiver for vores politiske system.