Leder af<b>POLITIKEN</b>

Valget

Lyt til artiklen

NÅR NU Socialdemokraterne taber valget, kan de glæde sig over, at Anders Fogh Rasmussen er blevet landets ledende socialdemokrat. Statsministeren går på valg for at sikre danskerne mere tryghed, mere velfærd og en endnu stærkere sammenhængskraft i samfundet. Børnefamilierne, hospitalerne og de ældre skal have flere penge, og globaliseringens udfordring skal mødes med investeringer i forskning, uddannelse og opkvalificering. Hvor Poul Schlüter i gamle dage ikke var så konservativ, at det gjorde noget, så er Anders Fogh Rasmussen så lidt liberal, at det slet ikke gør noget. Den nuværende samfundsmodel er ikke til diskussion, og det er en sejr for den moderne socialdemokratisme, som Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft står for. Hvordan det end går 8. februar, vil de to være valgets ideologiske sejrherrer. MEN NATURLIGVIS er valget ikke afgjort på forhånd. Anders Fogh begynder valgkampen som favorit, hvilket ikke mindst skyldes den gennemførte professionalisme, hvormed han har forberedt sig på den valgdato, han selv var herre over. Han har sikret sig på alle flanker og gav i går vælgerne en stribe klare løfter, der skal sikre ham endnu en periode på posten. Nogle af løfterne falder ind under det, forfatteren til 'Fra socialstat til minimalstat' ville have kaldt bestikkelse af vælgerne. Men overordnet fortjener statsministeren ros for at have valgt det rigtige valgtema: Vi skal i de kommende tre uger diskutere, hvordan Danmarks fremtidige velstand og beskæftigelse bedst kan sikres. Det er den rigtige dagsorden, fordi de valg, der træffes i den kommende valgperiode, vil blive helt afgørende for, om Danmark fremover kan bevare sin position som et af verdens mest velfungerende og velstillede samfund. Men det er også den dagsorden, hvor oppositionen har mest at byde på: Mogens Lykketoft fremlagde i søndags en jobplan til ti milliarder, som statsministeren nu forsøger at matche. Og de radikale vil som de eneste insistere på, at udfordringen også vil kræve ubehagelige velfærdsreformer, et element, som Anders Fogh Rasmussen har udskudt til på den anden side af næste valg. VALGKAMPEN VIL derfor ikke bare blive en duel mellem Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft. Men også en konfrontation mellem de to store partiers bud på, hvordan opgaven kan løses. Her er Socialdemokraterne foran på point. Dels fordi regeringen er 50.000 arbejdspladser bagefter sine egne beskæftigelsesambitioner. Dels fordi S-planen faktisk angiver, hvilken kombination af skattelettelser, beskæftigelsesfradrag og nye job der skal til, hvorimod Anders Fogh stadig taler mere om målsætninger end om virkemidler. Det er modigt, ja, næsten generøst af statsministeren, at han har valgt at udfordre sine modstandere der, hvor de er stærkest. Det gør han naturligvis ikke for deres blå øjnes skyld, men i en nøgtern erkendelse af, at de ellers ville løbe med et afgørende emne, og med forståelse for, at det er her, den centrale regeringsopgave i Danmark ligger. MEN SELV om valgkampen på dette afgørende område ser ud til at kunne blive saglig og relevant, er det iøjnefaldende, hvilke store emner der samtidig ser ud til at få det svært i debatten. Set udefra er der tre områder, hvor dansk politik forekommer særlig bemærkelsesværdig og kontroversiel:

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her