STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen (V) er i hvert fald enig med oppositionsleder Mogens Lykketoft (S) om én afgørende ting: Store samfundsreformer skal helst gennemføres, når de begge to har trukket sig tilbage som politiske ledere. Med statsministerens nye dobbeltløfte - om dels ikke at ville lade større samfundsreformer træde i kraft før efter 2009, og dels kun at ville gennemføre sådanne reformer i samarbejde med Socialdemokraterne - er der reelt sat en stopper for vidtløftige diskussioner om, hvordan det danske samfund bør reformeres i de kommende år. Skønt regeringen selv har nedsat en særlig Velfærdskommission til at vurdere reformbehovet, har flere V-ministre for tiden travlt med at skrue ned for forventningerne. Senest har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) afvist, at der overhovedet skulle være behov for reformer. Finansminister Thor Pedersen (V) er gået så vidt som til at afvise selve idéen om at gennemføre større reformer: »Skulle man for 50 år siden have besluttet, hvordan vi skulle løse opgaverne og fordele velfærden i 2004? Det ville have set mærkeligt ud. Det var jo Morten Korch og Poul Reichhardt, der var dus med himlens fugle. Så tror jeg, der havde været får, grise og køer nok til danskeren, traktorer og mejetærskere, og hvad ved jeg. Et Bakkegårdens eventyr«, som Thor Pedersen muntert sagde sidste år. PARADOKSET er imidlertid, at Danmark hurtigere forvandles til et 'Bakkegårdens eventyr', hvis politikerne forbliver passive. Reformer handler nemlig ikke kun om at undgå fremtidige problemer, men også om at håndtere nutidige. Ikke mindst antallet af voksne, arbejdsduelige danskere, der i dag lever på offentlig forsørgelse - herunder ikke mindst de stadig flere midaldrende, som i de kommende år vil gå på tidlig pension, samt de titusindvis af arbejdsløse indvandrere - har i dag udviklet sig til et så påtrængende samfundsproblem, at de regeringsbærende partier har et demokratisk ansvar for at handle; jo hurtigere, jo bedre. Og i hvert fald før 2009. Desværre har partierne i stedet valgt at konkurrere om at virke mest konservativ. Det er ikke uden grund, at Venstre har droppet sloganet om 'tid til forandring'. Lige nu handler det politiske spil nemlig om, hvem der tør love den allerlængste reformpause. Men desværre er dét et spil uden vindere.