Ukraines håb

Lyt til artiklen

UKRAINE VENTES endelig i den kommende weekend at indsætte Viktor Jusjtjenko som landets nye præsident. Han vandt omvalget i sidste måned, men magtskiftet har været trukket i langdrag af hans modkandidats, Viktor Janukovitjs, mange klager over valgsvindel. Først efter at højesteret erklærede klagerne grundløse, kunne Jusjtjenkos sejr officielt anerkendes mandag. Samme højesteret gav i november oppositionen medhold i, at Janukovitjs officielt proklamerede sejr var svindel, så valget skulle gøres om. Den egentlige vinder af spillet om magten i Ukraine er deltagerne i den såkaldte orange revolution, hundredtusinder af borgere, som demonstrerede i ugevis i hovedstaden Kijev. En tapper skare er forblevet i teltlejre i byen, som de først vil rømme, når Jusjtjenko endelig er indsat. På en kæmpe plakat over de orange udsmykkede telte står: »Ukrainere gennemfører en europæisk fornyelse af vort land. Undskyld de midlertidige problemer, som det måtte give«. Men de problemer, som Jusjtjenko nu står over for, kan blive af en længere midlertidig varighed, end almindelige borgeres tålmodighed rækker til. At bringe Ukraine i EU og NATO var blandt hans mest populære valgløfter sammen med løfter om at bringe levestandarden på europæisk niveau. UKRAINES ØKONOMI har oplevet et boom i de seneste år, men det meste af rigdommen er kontrolleret af en håndfuld businessklaner. Industriområderne i øst er fyldt med statsstøttede og underfinansierede kulminer. Gennemsnitslønnen er på landsbasis omkring 700 kroner om måneden, og håbløs fattigdom plager især landområder. Det bitre politiske slagsmål har øget splittelsen mellem det østlige og sydlige Ukraine, der skuer mod Rusland, og det vestlige og centrale Ukraine, der skuer mod EU. Janukovitj og mange af hans tilhængere anerkender ikke Jusjtjenko som præsident. En af hans mest presserende opgaver er at vise, at han er hele landets præsident. Det bliver en svær balancegang mellem Ukraines historisk tætte bånd til den gigantiske handelspartner Rusland og dem, som Jusjtjenko allerhelst vil lege med på landets vestlige side. At tilpasse Ukraine til EU vil indebære store sociale omkostninger i form af lukning af urentable virksomheder og miner, som vil betyde massefyringer. EU støttede i praksis den orange revolution, men viser ringe lyst til at indfri ukraineres forventninger om en hurtig og venlig velkomst i klubben. EU taler om en »naboskabsaftale«. Jusjtjenko har brug for al mulig hjælp, hvis det skal betyde andet end et venteværelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her