»HVIS DET skal kaldes fakta, så benægter a' fakta'«. Sådan skal Venstreløven Søren Kjær have brølt fra Folketingets talerstol for mere end 100 år siden. Klangen fra udtalelsen genkendes i måden en af Busks politiske arvtagere, videnskabsminister Helge Sander, har modtaget kritikken af universiteternes bevillingssystem. De får penge - gennem det såkaldte taksametersystem - hver gang en studerende består en eksamen. Fem professorer fra forskellige del af den akademiske verden kritiserede i sommer, at det gik ud over den faglige kvalitet, når landets højeste læreranstalter finansieres, som pølsefabrikker - hvor det gælder om at få mange studerende gennem kødkværnen frem for at uddanne de dygtigste kandidater. Tidstypisk er det, at ministeren ikke nøjes med at benægte fakta. Nej, han nedsætter et udvalg, der med en tidligere departementschef og en af skaberne af taxametersystemet for bordenden, sjovt nok kommer frem til, at der »ikke er nogen direkte og entydig sammenhæng mellem taxameterfinanseringen og kvalitetsniveauet«. Med denne bekvemme rapport i hånden går Sander skridtet videre og affejer kritikken som en »tilståelsessag« fra professorernes side. FORSKNINGSMINISTERENS reaktion er både beskæmmende og uklog. Beskæmmende, fordi det ikke er klædeligt at afvise, at der et problem med den faglige kvalitet på mange universitetsuddannelser. Det har flere evalueringsrapporter allerede påpeget. Og de fem professorer ikke er de eneste, som har anført, at taksametersystemet fører til opportunisme i form af overindskrivning på populære fag og en fare for, at der gås på kompromis med fagligheden. Ministerens melding er også uklog. Tiden er moden - endda overmoden - til en gennemgribende diskussion af universiteternes finansiering. I modsætning til hvad ministeren og andre fortalere for taxaøkonomien hævder, kan der tænkes flere andre finansieringsmodeller. En kunne være at gøre dele af universiteternes bevillinger afhængige af kvalitetsvurderinger af uddannelse og forskning. En anden kunne være at åbne diskussionen om delvis selvfinansiering. Endelig kunne man lade sig inspirere af erfaringer fra udlandet. Ministeriel arrogance og rapporter med bestilt forudsigelighed bidrager ikke til den diskussion.