SØNDAG VÆLGER palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza formentlig Mahmoud Abbas til ny præsident og efterfølger til Arafat, der døde for to måneder siden. Abbas tilhører Arafats gamle generation. Han bliver valgt med flere modkandidater, men uden den eneste, som måske kunne have samlet en vis tilslutning, nemlig den yngre intifadaleder Marwan Barghouti, som overvejede at stille op fra den israelske fængselscelle, hvor han befinder sig. Barghouti repræsenterer måske fremtidens generation. Han har, set fra et palæstinensisk synspunkt, også en stor pondus i kraft af sit ansvar under intifadaen, og han er ikke fedtet ind i den nepotisme og korruption, som omgav Arafat. Det er Abbas dog heller ikke - uanset at han tilhører Arafats garde. MEN SELV OM palæstinenserne politisk kunne have sendt et provokerende signal ved at vælge en fængslet intifadaleder, ville de ikke have gjort det nemmere for sig selv ved at erstatte én leder i husarrest - Arafat - med én i fængsel som Barghouti. Efter et betydeligt pres inden for deres fælles Fatahbevægelse har Barghouti derfor trukket sig, og Abbas vil utvivlsomt blive valgt, også fordi den nationalreligiøse Hamasbevægelse ikke opstiller en kandidat. Det er den israelske regering ikke ked af. TIL GENGÆLD ER der i Israel forargelse over, at Abbas ligesom Arafat forsøger at fastholde et samarbejdsforhold til fredsprocessens traditionelle modstandere i Hamas. Det kan der dog være god grund til, fordi præsidentvalget søndag kun er første skridt - andet skridt tages, når palæstinenserne i forsommeren har valg til deres parlament. Ingen palæstinensisk leder kommer nogen vegne uden en overenskomst med Hamas. For fredsprocessen vil det netop være afgørende, at de to valg til præsident og parlament giver palæstinenserne en ledelse, som kan tale på vegne af det samlede palæstinensiske samfund og vil vise vilje til at tage ansvar. ABBAS ER IKKE startet dårligt. I modsætning til Arafat har han givet sin regeringsleder, Abu Ala, indflydelse. Han forsøger også at samarbejde med det palæstinensiske parlament ved at underskrive lovforslag, som Arafat syltede. Og Abbas forsøger konstruktivt at formulere et nationalt kompromis i det palæstinensiske samfund om fordelingen af magt mellem Fatah og Hamas og om kravene til en fredelig overenskomst med Israel. Hvis det lykkes, kan Mahmoud Abbas blive en god mand for håbet om fred.