Koks i kortet

Lyt til artiklen

KAN FEM MILLIONER danskere tage fejl? Ja, det mener Folketinget, Nationalbanken og selv Forbrugerrådet. De har alle været med til at godkende, at vi fra 1. januar 2005 skal betale 50 øre per betaling med dankort i butikkerne. Nu er 50 øre ikke skræmmende, men det handler om principper, som er blevet skamvredet med forbrugerne som gidsler. Forbrugerne er vant til at betale for de ydelser, de modtager, hvad enten det er ydelser fra en bank eller en butik. Når der i dag opstår en folkelig modstand mod et gebyr på 50 øre, skyldes det, at forbrugerne bliver misbrugt af både detailhandlen og bankerne. Vi sætter gerne vores løn ind i en bank, og vi betaler gerne for de ekstraydelser, vi får i banken. Tilsvarende betaler vi også gerne for brød, bukser eller bøger i butikkerne. Det, som er så vanskeligt at forstå, er, at vi skal betale penge for at bruge vores egne penge. Snusfornuften giver fortabt. Til gengæld er det nemt at blive ramt af en følelse af bondefangeri. DESVÆRRE ER kampen mod gebyret stort set umulig at tage. Årsagen er et kollektivt svigt blandt beslutningstagere. Hovedskurken er politikerne på Christiansborg, og ikke mindst den radikale gruppeformand, Marianne Jelved. Hun lovede som økonomiminister i 1999, at bankerne kunne slippe ud af gebyrforbuddet på dankort, når der var tilstrækkelig konkurrence på markedet for betalingskort. De betingelser, Folketinget stillede, har bankerne opfyldt. Det er svært at argumentere mod bankernes krav, når de som bekendt har opfyldt betingelserne. Men dermed ikke sagt, at bankerne har ret i deres argumentation. Tværtimod. Dankortet har givet Danmark et af verdens meste effektive betalingssystemer. Til glæde for bankerne, detailhandlen og forbrugerne. Har detailhandlen så ret i, at det alene er bankernes skyld, at forbrugerne skal betale 50 øre per betaling? Nej. Det er rent ud sagt noget sludder. Der er mange omkostninger forbundet med at drive en butik. Udgiften til dankortbetalinger er et mellemværende mellem butik og bank, ligesom huslejen er et mellemværende mellem butikken og ejeren af ejendommen. De eneste, som ikke burde blive ramt af gebyret, er os forbrugere. Vi har hele tiden gjort, hvad bankerne og detailhandlen gerne ville have os til at gøre, og det skal vi så betale for. Det er dansk kapitallogik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her