DE ASIATISKE lande, som er blevet ramt af flodbølgekatastrofen, har brug for mere end blot midlertidig nødhjælp. Skønt den britiske finansminister Gordon Browns forslag om at fastfryse landenes gældsafbetalinger i genopbygningsperioden - ved at donere cirka 16,5 milliarder kroner - er en aldeles glimrende idé, bør initiativet kun ses som første skridt i retning af at frisætte landenes økonomier. På længere sigt bør ambitionen være, at de sydøstasiatiske lande lettes varigt for størstedelen af den udlandsgæld, der i dag er med til at hæmme den økonomiske udvikling i regionen - og som dermed medvirker til at fastholde nogle af verdens folkerigeste lande i en vakkelvorn tilstand af udbredt fattigdom, desperation og generel håbløshed. På nuværende tidspunkt udgør de direkte gældsafbetalinger således 80 procent af Indonesiens samlede produktion, mens 59 procent af Sri Lankas indkomst føres direkte ud af landet til renter og gældsafdrag. Alene Indonesien skylder i dag over 725 milliarder kroner til udlandet, mens Sri Lanka skylder mere end 50 milliarder kroner. De cirka 13 milliarder kroner, der foreløbig er blevet bevilget i nødhjælp fra alverdens lande og via private indsamlinger, syner derfor ikke af særlig meget, når de sættes i forhold til de endnu flere penge, der årligt flyder den anden vej. Efter blot 5-6 uger ville et beløb på 16,5 milliarder kroner i midlertidig gældslettelse således være løbet ud. NÅR VERDENS politiske ledere i dag mødes til donorkonferencen i Jakarta, bør de derfor tænke længere frem end til blot at få den akutte nødhjælp til at fungere, skønt dét naturligvis bør have allerhøjeste prioritet på de lavere, operationelle niveauer. Flodbølgekatastrofen har blotlagt en skrøbelig region for verdensoffentligheden; en region, som har brug for hver eneste krone - eller rettere sagt hver rupiah, rupee, rufiyaa og baht - der overhovedet kan skrabes sammen. Anført af USA's udenrigsminister, Colin Powell, Japans ministerpræsident, Junichoro Koizumi, og vores hjemlige udviklingsminister Bertel Haarder (V) står verdenssamfundet med et vidtrækkende ansvar. Landene er derfor nødt til at droppe den indbyrdes konkurrence om at fremstå mest godhjertet og i stedet koncentrere de fælles kræfter om at give den mest langsigtede udviklingshjælp af alle: gældssanering.