Camp-Arla

Lyt til artiklen

ARLAS FUSION med hollandske Campina er imponerende. Verdens største mejerikoncern med en omsætning på 80 milliarder kroner dannes med rod i andelsbevægelserne i Danmark, Sverige og Holland. Det er på mange måder en befriende form for globalisering, når bønder i tre små lande kan finde sammen i en stor mejerikoncern. Men inden vi siger tillykke, må vi spørge Arlas ejere: Er I i stand til at påtage jer ansvaret? Det er ingen skam at være en stor, international koncern, og bruger man sine muskler rigtigt, så produktionen optimeres, og driften rationaliseres, kan det netop give den luft i en virksomhed, som skaber grobund for produktudvikling og faldende priser på varerne. MD Foods' fusion med Kløver Mælk i 1999 skabte et monopol på det danske marked. Året efter gik MD sammen med det svenske mejeriselskab Arla og blev en af Europas største mejerikoncerner. Men hverken fusionen med Kløver Mælk eller Arla viste, at de danske landmænd ville forbrugerne det godt. Tværtimod, så var større muskler ensbetydende med større brutalitet på markedet. Som Politiken for godt et år siden dokumenterede, så brugte Arla sine muskler til at øge priserne på mælk og tvinge konkurrenterne væk fra hylderne i supermarkederne. HVIS STØRRELSE avler brutalitet, er der grund til at frygte Arlas fusion med Campina. Omvendt ligger det også fast, at Campina ikke er til stede på det danske marked, så det er svært at forestille sig, at monopolet bliver udbygget ved den mulige fusion mellem de to store mejerikoncerner. Arlas administrerende direktør, Åke Modig, har den seneste tid lagt stilen om. Han erkender, at Arla har et problem i forhold til forbrugerne, og at selskabet på grund af størrelsen har optrådt for arrogant. Han mener nu, at den bedste beskyttelse af det danske hjemmemarked er mangfoldighed på hylderne. Arla har derfor lovet mindre mejerier, at selskabet gerne vil hjælpe med markedsføring og distribution, da en lille dansk konkurrent er bedre end en global tysk spiller. Arla og Campina kan kun argumentere for størrelse som en vigtigt faktor, hvis den nye koncern kan dokumentere, at forbrugerne får bedre varer, større variation i udbud, nye produkter og ikke mindst lavere priser på massevarerne. Hvis fusionen skal lykkes, har lejrcheferne i Camp-Arla en afgørende mission: stolthed over for produkterne og respekt for forbrugerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her