DEN irakiske regeringsleder, Ayad Allawi, overvejer at sprede landets planlagte valg 30. januar - om kun syv uger - over flere dage. Baggrunden er trist i form af fortsat usikkerhed og trusler om mere politisk vold. Men hensynet er rigtigt. Allawi vil stå fast på, at hvert eneste stemmelokale skal beskyttes af irakiske sikkerhedsfolk, og at udenlandske soldater ikke kommer nærmere valgstederne end 500 meter. Det er et klogt forsæt, både symbolsk og konkret. Hvis irakerne skal acceptere valgresultatet som et legitimt udtryk for irakisk vilje, er det vigtigt, at det ikke afvikles i udenlandske soldaters skygge. Et klart flertal af irakerne agter ifølge meningsmålinger meget lovende at bruge deres stemmeret. Og de får et stort antal partier og kandidater at vælge imellem. Det er en valgmulighed, som flere arabiske stater kunne være forundt. MEN det shiamuslimske samfund, som udgør den religiøse majoritet og også kan skaffe sig et politisk flertal, vil gøre klogt i at begrænse sin appetit på egenrådig magt. Nok har det shiamuslimske flertal i årtier været undertrykt af Saddam Husseins diktatur, som tilgodeså det sunnimuslimske mindretal. Men forsoningen i Irak vil ikke være tjent med, at en gruppes dominans blev afløst af en anden. Derfor vil arabiske og kurdiske irakere forhåbentlig også berede sig på en føderal løsning på deres etniske modsætninger frem for at puste til nationale og etniske gløder, der kunne få Irak til at eksplodere. Tværtimod hører det til de største trusler mod Iraks fremtidige forsoning, at national befrielse risikerer at føre til religiøs og etnisk opsplitning. Det vil ingen af Iraks religiøse og etniske samfund være hjulpet af. MÅSKE kan en udskydelse af valget give flere irakere mulighed for at stemme. Men en udskydelse vil også risikere at medføre mere vold og svække irakernes tillid til den politiske proces. Hovedformålet med valget er - selv under trusler om mere vold - at give irakerne et legitimt parlament og deres egen regering. Et stort flertal planlægger foreløbig at bruge deres stemme netop dertil. Og kun en legitim irakisk regering kan i sidste ende træffe den nødvendige beslutning om at afslutte den udenlandske militære tilstedeværelse i landet.