ALDRIG SÅ snart havde undervisningsminister Ulla Tørnæs lanceret sin liste over danske forfatterskaber, der skal være obligatoriske i folkeskole og gymnasium - den litterære kanon - før kulturminister Brian Mikkelsen nu iværksætter sit eget kanonprojekt. Den konservative kulturminister konkurrerer på kanoner med undervisningsministeren fra Venstre, alt mens vi hører fra PISA, at det kniber med at få formidlet de elementære færdigheder i at læse, skrive og regne til danske skolebørn. Venstreministerens svar på det sidste er flere test og mere terperi, og nu må vi så se, hvad den konservative minister finder på at trumfe over med - kun fantasien sætter grænser. Når kulturministerens 7 nye udvalg - for billedkunst, arkitektur, design/kunsthåndværk, musik, scenekunst, film og litteratur - om nogle måneder har afgivet deres orakelsvar på, hvilke 12 værker det er kanonvigtigt at kende til på de respektive områder, vil det i det mindste udgøre én stor fordel for den økonomisk betrængte folkeskole: 7 gange 12 værker, det giver vist nok 84, vil være tilgængelige i den 'folkegave', kulturministeren tænker sig at få nogle fonde til at forære det danske folk på bog/cd/dvd. Det vil mangen en bibliotekar på folkeskolebibliotekerne forstå at udnytte og bruge som plaster på såret, når nu det er så svært at skaffe midler til ganske almindeligt indkøb af ganske almindelige læremidler til ganske almindelig undervisning af ganske almindelige danske skoleelever. Tænk, hvis det var muligt at skaffe et klassesæt af 'Kongens fald' på papir eller 'Vredens dag' på dvd, tænk, hvis det var muligt for en lærer, en skoleleder, en bibliotekar at argumentere helt enkelt og seriøst for, at det er nødvendigt for undervisningen, at børnene har adgang til vores kulturelle værdier i ordentlig og appetitlig form. Tænk, hvis det ikke altid var nødvendigt med så meget politisk cirkus for at få gjort og bevilget almindelige og nødvendige ting. MEN BRIAN Mikkelsen hersker jo over et ministerium, hvor det i høj grad er et vilkår, at 'vi har kun det sjov, vi selv laver'; nu har han så hittet på noget med mænd og koner, der laver kanoner. Undervisningsminister Ulla Tørnæs, derimod, har det noget sværere. Hver eneste dansker tilbringer minimum ni af sine bedste år i hendes skolesystem, og fungerer dette system ikke, har det alvorlige konsekvenser for samfundet, fremtiden, børn og voksne. Det mest alvorlige ved kulturministerens kanon-udspil er derfor, at det risikerer at skygge for den alvor, der faktisk er i undervisningsministerens problemer. Ellers er det måske meget sjovt.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
