Kaldet skal tilbage

Lyt til artiklen

DET STARTER lovende. Den nyuddannede lærer er dybt engageret og kaster sig ud i alle jobbets udfordringer. Men efter et par år er engagementet væk, og læreren er blevet slave af arbejdstidsregler, som betyder, at al arbejdstid skal opgøres i minutter, i timer og i kasser. Og ve den lærer, som bruger for meget tid på et forældremøde - hun vil få problemer med både fagforening og kolleger. Sådan er den deprimerende situation på landets skoler, viser den nyeste forskning. Og til det er der blot at sige: Gør nu op med de snærende arbejdstidsregler! Men folkeskolelærernes problem stikker langt dybere. Mens stort set alle andre grupper i samfundet har bevæget sig mod øget fleksibilitet og engagement i jobbet, er lærerne gået den stik modsatte vej. Tidligere valgte den unge at blive lærer for at kunne realisere sig selv gennem et meningsfuldt arbejde. Der var tale om et 'kald'. Men i 1970'erne og 1980'erne ændrede fagforeningen strategi. Nu skulle man være en lønarbejderorganisation, som solgte medlemmernes arbejdstid, og som insisterede på en højere løn begrundet i 'arbejdets hårde karakter'. Ligesom 'rigtige arbejdere'. DER GÅR en lige linje fra dette arbejderromantiske eksperiment - som i sagens natur ikke resulterede i et lønløft - til det prestigetab, som lærerne har oplevet i de seneste årtier. Og til den sørgelige PISA-undersøgelse, vi var vidner til i denne uge. Men det kan der gøres noget ved. Og her bør lærernes overordnede strategi være at løfte sig op til at blive et professionsfag på linje med andre professionsfag: læger, advokater mv. Et opgør med arbejdstidsregler, som hører industrisamfundet til, er fint. Men der skal også gøres op med enhedslæreren, der kan undervise i alle fag på alle klassetrin. Og læreruddannelsens profil bør styrkes ved, at uddannelsen gøres til en del af de øvrige videregående uddannelser, allerhelst på universitetsniveau. Hvis lærerfaget derigennem bliver styrket, vil jobbet blive mere engagerende, prestigen vil stige - og det vil lønningerne også. Noget kunne tyde på, at lærernes formand, Anders Bondo Christensen, har set visdommen i denne strategi og er bedre klædt på til at foretage hoppet op i professionernes rækker end sine forgængere. Lad os håbe, det lykkes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her