I SIDSTE ØJEBLIK valgte Elsam at få Finansministeriet til at genoptage forhandlingerne med DONG. Og det lignede en sejr for fornuften, da partnerne i går morges meldte, at de var blevet enige om at fusionere. På en ekstraordinær generalforsamling i Elsam i går eftermiddag besluttede ejerne, at de vil tænke over tilbuddet. Det er svært at argumentere mod omtanke. Man må blot håbe, at kræmmermentaliteten nu er afløst af konstruktive overvejelser. I forvejen har spillet mellem DONG og Elsam været alt andet end kønt. Først og fremmest har Elsams direktør Peter Høstgaard-Jensen overtrådt al anstændighed, da han konsekvent har ført en kamp mod DONG ud fra den præmis, at alt andet er bedre end DONG. Elsam-direktøren kan med en vis ret hævde, at hans opgave er at sikre den bedst mulige pris for aktierne i Elsam, og tonerne havde også været anderledes, hvis han rent faktisk havde fremvist et købstilbud, der gjorde DONG's pris til skamme. Men det er ikke sket. HEREFTER BURDE Elsam have opgivet kampen mod DONG. Men det skete heller ikke. Tværtimod valgte Peter Høstgaard-Jensen at se bort fra, at aktionærerne i Elsam selv har henvendt sig til DONG. Hans modstand blev så indædt, at han ville forære Elsam-aktier til svenske Vattenfall for samme pris, som DONG ville betale. Høstgaard-Jensen har ellers påstået, at Elsam var mere værd, men det er ikke lykkedes at få et konkret bud, der er højere end DONG's. Heller ikke dette fik Høstgaard-Jensen til at opgive. Han valgte at fremlægge en teknisk værdiberegning på Elsam, som lå så langt fra DONG's tilbud, at det kun kunne opfattes som forsøg på at få forhandlingerne til at bryde sammen. Det skete også. Men Elsam-ejerne viste i sidste øjeblik, at de besad sund fornuft. Derfor tyder det nu på, at fusionen bliver en realitet. SAMFUNDETS INTERESSE er åbenlys. Vi står med to offentligt ejede selskaber, og det er statens opgave at værne om samfundets værdier. For staten handler det om at gøre DONG stærk til en kommende privatisering. Jo stærkere selskab, des flere penge kan samfundet få for sin investering. Omvendt må staten også påtage sig et særligt ansvar, når fusionen er en realitet. Prisen for fusionen må aldrig blive rå dominans, der betyder, at forbrugerne i fremtiden kun møder ét selskab. En privatisering af DONG-Elsam må nødvendigvis også betyde en liberalisering af energimarkedet, og der må opbygges systemer, som gør det muligt for forbrugerne at vælge mellem flere energiselskaber.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
