Ny gigant

Lyt til artiklen

GLEM alt om nulvækst og økonomisk stagnation. Vidtrækkende perspektiver for verdensøkonomien tegner sig efter afslutningen på topmødet mellem de ti sydøstasiatiske lande i ASEAN med tilkoblede møder mellem ASEAN og Kina, Sydkorea, Japan, Australien og New Zealand. ASEAN og Kina underskrev en aftale om etablering af en frihandelszone, der skal træde i kraft fra 2015. Samtidig er ASEAN og Japan enige om at påbegynde forhandlinger om en frihandelszone i april 2005 med forventet afslutning i 2007. Hermed er festen ikke slut: Indien og ASEAN sigter på etablering af en frihandelszone i 2016. Hvad der tegner sig, er noget, der kan blive verdens største frihandelsområde. LOGIKKEN tilsiger, at næste skridt må blive en frihandelsaftale mellem Kina og Indien. Hvis det lykkes, etableres et frihandelsområde med en andel af det globale bruttonationalprodukt på hen imod 35 procent, målt i købekraft. Det er stadig usikkert, om Japan ønsker at deltage, men sker det, udvides andelen af den globale produktion til hen imod 45 procent. Det vil være stupidt at affærdige denne visionsmodel som et fantasifoster. Globaliseringen er kommet for at blive, og dette erkendes af langt de fleste af de fjernøstlige ledereliter. Bare spørg de amerikanske og europæiske finansmyndigheder om størrelsen af de asiatiske valutabeholdninger og deres produktionskapacitet. Kilden til fremtidig dansk og europæisk velstand ligger i denne verdensdel. DE ASIATISKE lederes planer om fortsat integration afspejler desuden, hvorledes disse lande håndterer spørgsmålet om institutionalisering og begynder at etablere noget, der ligner de snakkeklubber, som også var begyndelsen til den europæiske integration. Kommende forhandlinger vil vise, om asiaterne også vil lære af Europa på afgørende felter som bæredygtighed, social fordelingspolitik, miljøhensyn og arbejdstagerrettigheder. De asiatiske ledere er for de flestes vedkommende veluddannede, og flere af dem har erkendt, at blind vækst alene gør det ikke. Der er derfor ingen vej uden om at lade den økonomiske integration følge op af en politisk - gennem både regional og global integration, hvor bæredygtighed og ukorrupt regeringsførelse er nøgleordene. Populært sagt må asiaterne lære sig at blive mere europæiske.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her