En tabersag

Lyt til artiklen

DER ER stadig op mod en sjettedel af folkeskolens elever, der forlader den uden de basale færdigheder, der skal til for at komme videre i en hvilken som helst uddannelse. Den nye PISA-undersøgelse dokumenterer samtidig, at danske 15-årige ligger endnu lavere i alle de vigtigste fag end for tre år siden. At skolen, der i tidligere tider var stedet, hvor den sociale arv kunne brydes, ikke længere gør det, er en vedvarende national skandale. Det er ikke den enkelte lærer eller den enkelte skole, der kan klandres for elendigheden. Langt de fleste gør deres bedste inden for de rammer, der er. Og overordnet er det som bekendt heller ikke ressourcerne, der mangler. Hvis vi for alvor vil have øget faglighed - og helt elementært flere læsere og skrivere - så skal det sættes som mål, og så skal der følges op på dette mål. Undervisningsminister Ulla Tørnæs' ønske om flere test og prøver er derfor sund fornuft. Ikke fordi man lærer bedst ved test og prøver, eller fordi de i sig selv er løsningen. Men fordi de er den uden sammenligning stærkeste måde at slå fast på, hvad målet er. Og fordi de er uundværlige, hvis der skal være sikkerhed for, at vi faktisk nærmer os målet undervejs. DET ER derfor fuldstændig perspektivløst, når Socialdemokraterne nu truer med at forlade folkeskoleforliget, fordi ministeren taler om flere prøver, end der i sin tid blev aftalt. At folkeskolen ikke må svigte de svageste, men tværtimod skal være en motor for social opdrift i det danske samfund, burde være socialdemokratisk hjerteblod. Ikke nok med at partiet, ved ikke at turde bruge så oplagt et redskab, accepterer, at folkeskolen fortsat skal producere sociale tabere; partiet binder sig samtidig til en tabersag. Regeringen vil i en kommende valgkamp kunne udskrige Socialdemokraterne som frygtsomme og reformuvillige, på trods af at det faktisk er begrænset, hvad regeringen selv kan prale med på dette område. De berømte læreplaner for hvert andet undervisningstrin, som Anders Fogh Rasmussen (V) hele tiden fremhæver, blev faktisk opfundet under Margrethe Vestager (R) og gjort bindende takket være Konservatives stædighed under forligsforhandlingerne. Alle partierne burde kappes om at hjælpe folkeskolen med at nå bedre resultater. Og selv SF har faktisk noget at bidrage med, i form af forslaget om et måltid varm mad til alle folkeskoleelever. Også det er en god idé, der dog ikke kan stå alene. Men Socialdemokraterne er tilsyneladende ved at melde sig ud af en debat, hvor partiet ellers har alle forudsætninger for at stå stærkt. Er det en forældet radikal skolepolitik, der spøger?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her