ER DET tid til at nedlægge NATO, som den britiske kommentator Jonathan Steele foreslog i Politiken Lørdag? Nej. Dårlig idé. Vel har Europa gennem det seneste par år ikke været enigt med USA om adskillige internationale sikkerhedsspørgsmål, blandt dem især invasionen af Irak. Men dels var Europa heller ikke indbyrdes enigt, dels ville international sikkerhed i hvert fald ikke være tjent med, at Europa og USA gik hver sin vej. Steele har ret i, at Europas sikkerhed på kort og nøgent sigt ikke længere afhænger af USA, især fordi Europa ikke er umiddelbart truet. Derimod forekommer det ubegrundet, at fortsat NATO-medlemskab ikke efterlader andet valg for Europa »end at støtte USA«. Tværtimod er NATO-alliancen også fremdeles et fornuftsbegrundet forum for samarbejde og solidaritet, hvor europæiske og amerikanske regeringer i indbyrdes respekt og i videst mulig grad kan formulere fælles platforme for bidrag til international sikkerhed. Det har historisk garanteret for den europæiske sikkerhed - i nyere tid også bidraget til beskyttelsen af Bosniens og Kosovas befolkninger. EN TVÆR-atlantisk alliance er kun mere relevant, hvis europæiske lande og USA til tider har forskellige opfattelser. Det tvinger os til at skændes konstruktivt med hinanden. Egentlig 'uafhængighed' af USA ville fordre en europæisk beslutningsdygtighed og en handlekraft, som små og store EU-lande er langt fra - medmindre Europa da ville satse på, at enkelte europæiske stater indgik hver sine bilaterale sikkerhedsaftaler med verdens eneste supermagt. Skulle det fremme stabilitet? Næppe. Skulle det styrke 'Europa' over for 'Amerika'? Håbløst. Skulle det bidrage til international fred og stabilitet? Rent drømmespil. EU OG DE europæiske lande har hverken på Balkan eller i Mellemøsten vist sig i stand til at skabe en fælles og handledygtig sikkerhedspolitik. Derimod har vi både i Østeuropa og på Balkan haft glæde af samarbejdet med USA. Og fremtiden i Mellemøsten og Nordafrika vil næppe vise mindre behov for koordinering af europæisk og amerikansk politik. Det internationale samfund ville derfor være bedst tjent med en stærkere europæisk stemme inden for NATO - ikke udenfor.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
