DET ØKONOMISKE Råd har i en ny rapport om nationens økonomiske sundhedstilstand valgt at fokusere på den livsvigtige ressource vand. Med god grund, for som vismændene skriver, er vand afgørende for livet på Jorden, og spørger man befolkningen, ligger grundvand øverst på listen over miljøproblemer sammen med drikkevand og forurening af vandløb. Vismændenes fokus på vand viser, at debatten om naturens ressourcer ikke er forbeholdt velmenende miljøorganisationer med politiske særstandpunkter, men at niveauet for debatten får ekstra tyngde, når man forsøger at måle værdien af indsatsen ud fra tilstræbt objektive kriterier. VISMÆNDENES budskab om for eksempel, at vand kan produceres 15-20 procent billigere, hvis vandværkerne blev drevet mere effektivt, er så tankevækkende, at regeringen burde forpligtes til at undersøge påstanden til bunds. En afgørende barriere for effektiviteten er det såkaldte hvile i sig selv-princip, hvor indtægterne hos vandværkerne over en årrække skal matche udgifterne. Dette princip bør ifølge vismændene erstattes af en målestokskonkurrence, der fastsætter en overpris for vand baseret på omkostningerne fra sammenlignelige producenter. Dette vil give vandværkerne mulighed for at øge indtjeningen gennem effektiv drift. Problemet med vand er, at det er et samfundsgode, og at alle i landet har brug for vand. Derfor kan vand ikke blive et fuldstændig liberaliseret område, men det kan privatiseres sammen med stram offentlig regulering. Et oplagt skridt er at omdanne vandværkerne til selskaber, der drives uafhængigt af kommunens økonomi. Der er næppe tvivl om, at et vist konkurrenceelement styrker effektiviteten. Alene af den grund er vismændenes rapport en tiltrængt løftestang i debatten om god udnyttelse af vandressourcerne. TILSVARENDE befriende er det at læse vismændenes indspark i debatten om sprøjtning af marker. Ifølge vismændenes beregninger nytter det ikke i længden blot at øge afgiften på pesticider eller gå til den anden yderlighed og kun satse på økologisk drift. Vismændene mener derimod, at den største samfundsøkonomiske gevinst bliver opnået, hvis man udvider den sprøjtefri zone til 100 meter fra en vandboring mod i dag 10 meter. Vismændene har med rapporten vist, at det tit kan være sund fornuft at finde ud af, hvad vi får for pengene, når vi ved, at miljøet koster. Dette element har alt for ofte været fraværende i miljødebatten.