Leder af<b>POLITIKEN</b>

Overreaktion

Lyt til artiklen

ANSATTE I forsvaret vil tænke sig om to gange, før de en anden gang lækker oplysninger til brug for den offentlige debat og den demokratiske beslutningsproces. Frank Grevil blev i går idømt seks måneders ubetinget fængsel i Københavns Byret. Signalet om, at man skal holde sig på måtten, er ikke til at tage fejl af. Der er ingen, der påstår, at Frank Grevil lækkede FE's trusselsvurderinger for egen vindings skyld. Der er heller ingen, der påstår, at han gjorde det i udefrakommende interessers, endsige magters, tjeneste. Der er heller ingen, der påstår, at han har afsløret hemmeligheder, der kan skade forsvaret, endsige danske soldater eller nationens sikkerhed. Tværtimod var de facts, det drejer sig om, frit tilgængelige på nettet og andre steder, længe før Grevil lækkede dem. Informationerne havde alene interesse, fordi de kunne belyse den danske regerings grundlag - eller mangel på samme - for at sende danske styrker i krig mod Irak. Hvad sagens substans angår, erkender FE selv, at Grevils skepsis, hvad seriøsiteten af tjenestens vurderinger angår, var helt igennem velbegrundet. Saddam Hussein rådede ikke over masseødelæggelsesvåben forud for den seneste krig. At de amerikanske, britiske og danske efterretningstjenester påstod noget andet og underspillede forbeholdene i den forbindelse, er i dag en etableret kendsgerning. TILBAGE STÅR, at en embedsmand skal være loyal, og en ansat i FE skal være tavs. Begge dele er rigtigt. At Frank Grevils beslutning måtte koste ham hans job og fremtidige karrieremuligheder i forsvaret er derfor indlysende. Hvis han var blevet idømt en bøde for at tænke selv, havde det også været til at leve med, men seks måneders fængsel for at gøre livet lidt mere besværligt for en efterretningstjeneste, der selv har gjort i nælderne, og en regering, der lagde en vildfarelse til grund for den mest vidtrækkende sikkerhedspolitiske beslutning i nyere danmarkshistorie, ja, det er simpelthen langt ude. Byretten lægger stor vægt på, at lækager kan skade FE's troværdighed hos andre landes efterretningstjenester. Men ærlig talt: Lækager er ikke noget ukendt fænomen i CIA og omegn. Og lækager af uskadelige oplysninger, der kun har samfundspolitisk interesse, vil næppe få mange øjenbryn til at løfte sig i Washington eller London. Forhåbentlig vil landsretten eller siden Højesteret sørge for, at Frank Grevil nøjes med at få den symbolske og formelle sanktion, han fortjener.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her