IRAKS PLANLAGTE valg om to måneder - 30. januar - skal tjene til at give det krigs- og diktaturhærgede land en grundlovgivende forsamling og en folkevalgt legitim overgangsregering. De fortsatte krigshandlinger og terror i dele af landet kan dog gøre det svært at gennemføre valget, og såvel flere især sunnimuslimske partier som arabiske regeringer har foreslået en udskydelse af valget. Det første er bekymrende, fordi en sunnimuslimsk boykot af valget kan svække valgets mulighed for at hele og forsone det irakiske samfund. De arabiske regeringers pludselige bekymring for fuldstændigheden af de irakiske demokratibestræbelser er derimod hykleriske og hule, al den stund Den Arabiske Liga og dens medlemmer ellers ikke bekymrer sig om hverken at sikre stemmeret eller demokratisk legitimitet i den arabiske landekreds i øvrigt. En udskydelse af valget kunne i bedste fald muliggøre en deltagelse af flere irakere i afstemningen, i værste fald styrke de kræfter, som satser på fortsat krig mod de udenlandske tropper i landet eller et internt magtopgør. Men når nu valgprocessen er bestemt af den FN-vedtagne genopbygningsproces, og både den irakiske midlertidige regering og landets valgkommission har besluttet at fastholde 30. januar som valgdato, skylder omverdenen at støtte irakernes gennemførelse af valget med deltagelse af flest muligt. ETABLERINGEN AF et legitimt irakisk parlament og en demokratisk forankret regering i Bagdad er en vigtig forudsætning for, at irakere kan overtage magten over deres eget land - og tage stilling til, hvornår de udenlandske tropper skal rejse hjem. Valget er også en anledning til at lade FN overtage internationalt ansvar for hjælpen til Iraks politiske, sociale og økonomiske genrejsning. FN forbereder valget sammen med irakere, og i takt med, at de amerikanske styrkers popularitet svækkes, er FN eneste realistiske alternativ som international fødselshjælper for fremtidens Irak. Der er derfor god grund til at lytte til irakiske ønsker om hjælp fra FN-systemet - og god grund til at imødekomme FN's efterlysning af hjælp til beskyttelse af FN's folk i landet. Ikke bare for FN's skyld - men for irakernes. Det er deres land og deres fremtid, valget skal sikre.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
