Leder af<b>POLITIKEN</b>

Unfair valg

Lyt til artiklen

DER VAR LAGT op til demokratisk magtskifte i Ukraine, efter at oppositionskandidaten Viktor Jusjtjenko førte i første runde af landets præsidentvalg og exit polls søndag tydede på en komfortabel sejr til ham i den afgørende runde. Nu er Ukraine i stedet kastet ud i fare for voldelige konfrontationer, efter at det officielle resultat gav det gamle, korrupte regimes og Moskvas kandidat, ministerpræsident Viktor Janukovitj, sejren. De orange, Jusjtjenko-kampagnens farve, har gode grunde til at føle sig snydt for sejren ved et valg, som internationale observatører har givet dumpekarakterer. Jusjtjenko har opfordret demonstranterne til at blive på Uafhængighedspladsen i hovedstaden Kijev, indtil hans sejr er anerkendt, og der meldtes om stor tilstrømning af demonstranter fra især det vestlige Ukraine, hvor oppositionen står stærkest. Fra sikkerhedsstyrkerne meldes om, at de er parat til at slå hårdt ned imod ethvert optræk til uro. USA og EU har opfordret til en hurtig kritisk revurdering af valgresultatet. Før valget advarede de den afgående præsident, Leonid Kutjma, om negative konsekvenser for de to parters relationer til Ukraine, hvis der ikke blev tale om et frit og fair valg. Det blev der bestemt ikke. RUSLAND lykønskede endnu før det endelige valgresultat Janukovitj med sejren og vil ikke græde over nedkøling af relationerne mellem Ukraine og Vesten. Det var netop Ruslands bevæggrund for at blande sig i det ukrainske valg med en smædekampagne imod Jusjtjenko, der ikke stod tilbage for Janukovitjs og hele det ukrainske statsapparats svinske kampagne. Hvis det kun drejede sig om et godt naboskab mellem Rusland og Ukraine, ville Jusjtjenko være absolut acceptabel for Moskva. Han ønsker Ukraine »gradvist« tilnærmet EU, men ved at et godt forhold til Rusland er livsnødvendigt for hans land. Men det drejer sig om meget mere for Moskva. Efter at den provestlige Mikhail Saakasjvili vandt Georgiens præsidentvalg i begyndelsen af året, ville Moskva gøre alt for at forhindre, at Ukraine gik samme vej. Ukraine er for alvor rykket i centrum for den nye Øst-Vest-konflikt, som drejer sig om, hvorvidt Moskva skal have lov til at styre de tidligere sovjetrepublikker, eller det skal overlades til de pågældende landes vælgere, om de vil gå mod Vest eller Øst. Nu kan blot håbes på, at EU fastholder kravet om fair optælling af ukrainernes stemmer, og at vold i mellemtiden kan undgås i Ukraine, der er fuldmodent til et demokratisk magtskifte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her