Iran og EU

Lyt til artiklen

DET MÅ HILSES med glæde, at det er lykkedes EU for nærværende at afmontere den tikkende internationale bombe under det iranske atomprogram. Det er sket med en aftale om, at Iran suspenderer sin uranberigelse, som kan være et led i udvikling af atomvåben. Iran kalder det et tillidsskabende skridt for at overbevise omverdenen om, at landets atomprogram kun tager sigte på fredelig udnyttelse af atomkraft. En ny rapport fra FN's organ til overvågning af Aftalen om Ikke-spredning af Atomvåben (NPT), det internationale atomagentur, IAEA, viser, at agenturet ikke har fundet materiale, der tyder på »forbudte aktiviteter«. Altså ingen tegn på våbenudvikling. Men IAEA kan ikke garantere, at der intet illegalt arbejde er i gang i landet. Der er således mulighed for, at Iran ikke har helt rent mel i posen, og der forestår langvarige forhandlinger og inspektioner, før aftalen med EU får solide ben at gå på. Men det er herligt, at USA ikke er kommet igennem med at hale Iran for FN's Sikkerhedsråd med henblik på en proces frem mod sanktioner på det nuværende grundlag. USA har begrænset sig til at mistænkeliggøre uden konstruktive bidrag. MISTANKEN om illegale atomaktiviteter kan meget vel vise sig at være en parallel til det med masseødelæggelsesvåben i Irak. Dengang fik FN's våbeninspektører ikke lov til at gøre arbejdet færdigt. Og pludselig blev det ligegyldigt, om masseødelæggelsesvåbnene var der, for USA havde en helt anden dagsorden. Aftalen mellem EU og Iran er med til at sikre, at det ikke gøres ligegyldigt, om Iran er i færd med at udvikle atomvåben eller ej, før der skrides til handling. Hvis det kunne bidrage til at svække præstestyret i Iran at bringe sagen for FN's Sikkerhedsråd, var det selvfølgelig værd at overveje. Men sagen er, at det givet ville styrke samme præstestyre, hvis der skrides til handling, før FN's atomvagthunde har haft mulighed for at gøre arbejdet i Iran færdigt. EU er gået frem med stokke og gulerødder. Til gengæld for fuldt samarbejde fra Irans side loves forsyning af atombrændstof til civile formål samt gunstige handelsaftaler. Iran har tilsyneladende efterkommet alle EU's krav. Det er en diplomatisk sejr for EU's frem for USA's metode. Det er endnu sparsomt med amerikanske reaktioner på dette gennembrud i den årelange konflikt om Irans omgang med atomet. USA venter på briefing fra de »europæiske venner«, men har nu valget imellem at acceptere aftalen eller isolere sig diplomatisk i atomspillet om Iran. Men vi har stadig til gode at se, om Iran leverer hele varen: sandsynliggørelse igennem fuld åbenhed om, at det ingen skjulte atomvåbenplaner har i skabet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her