Selvdestruktion

Lyt til artiklen

MAN KAN OFTE blive i tvivl om, hvorvidt de politiske partier i Danmark har tilstrækkelig selvopretholdelsesdrift til at kunne overleve på længere sigt; om partiernes overlevelsesinstinkter er gode nok. Hvis politiske partier skal fungere, kræver det nemlig, at de konstant formår at tiltrække nye politikerspirer og græsrodsaktivister, der gider bruge deres aftener og weekender i en højere sags tjeneste. Og dét kræver først og fremmest en åben kultur og en vilje til fornyelse. Men desværre lykkes det alt for ofte rutinerede partiveteraner at mobbe nye, yngre partimedlemmer ud ad døren - næsten lige så hurtigt, som de kom ind. SF har i årevis udstillet sin selvdestruktive trang til at tyrannisere de i forvejen få forandringsvillige medlemmer. Nu er turen også kommet til Socialdemokraterne i hovedstaden: Den 35-årige partiformand Bo Sandberg har netop annonceret sin afgang i protest mod magtspillet om fordelingen af efterladenskaberne efter tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S). Bo Sandberg kunne ikke acceptere den nye rollefordeling i intermezzoet, indtil Ritt Bjerregaard ventes at indtage Københavns Rådhus næste efterår. Og dét er trist. Bo Sandberg repræsenterede en tiltrængt fornyelse i et ellers meget talentfattigt parti. GENERELT HAR generationen over 50 år sat sig på det meste. Den midlertidige afløser Lars Engberg har ikke overraskende fået de fleste tillidsposter i diverse bestyrelser og udvalg. Og stik mod indstillingen fra partiets særlige konsultationsudvalg blev Mona Heiberg - som også er Jens Kramer Mikkelsens svigerinde - udnævnt til formand for Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS). To af de oprindelige modstandere i udvalget blev ganske enkelt fjernet og erstattet med to Ritt-loyalister. Og dét har skabt tumult. Imens sidder Ritt Bjerregaard durkdrevent i kulissen og venter på, at de andre river hovederne af hinanden, så hun om et år kan komme ind og samle alle stumperne op. Men mens partiveteranerne befæster deres positioner, flygter de yngre kræfter. Forståeligt nok. Kun ganske få - og meget mærkelige - mennesker gider spilde deres fritid på at deltage i andres magtspil. Socialdemokraterne er derfor nødt til at gøre op med den hidtidige pamperkultur, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at tiltrække nye kvalificerede kandidater.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her