I STEDET for blot at skubbe afviste asylansøgere rundt som brikker i et indenrigspolitisk magtspil, ville det klæde regeringen, hvis den forsøgte at respektere enhver afvist asylansøger som et enkeltstående individ. Alle sager er langtfra ens, og alle regioner i verden er bestemt ikke lige trygge at vende tilbage til. Nogle steder hærges af krigshandlinger, mens andre steder er kronisk ustabile. Selve problemet med afviste asylansøgere er imidlertid reelt. I et demokratisk retssamfund er man nødt til at acceptere retsafgørelser. Man kan mene, at reglerne er forkerte, men man er nødt til at acceptere, at de gældende regler håndhæves, indtil de eventuelt underkendes af en domstol eller ændres af et parlamentsflertal. Derfor er der ingen tvivl om, at afviste asylansøgere bør returnere - før eller siden. Ingen kan være tjent med, at folk sidder i landets asylcentre på ubestemt tid. I dag sidder 688 mennesker på mere end fjerde år og venter, mange fordi de har fået afvist deres asylansøgning. Disse mennesker har krav på at få en mulighed for at komme videre. MEN DESVÆRRE var signalet om at stramme yderligere på udlændingepolitikken i højeste kurs, da regeringen i går indgik finanslovsaftale med Dansk Folkeparti. VK-regeringen vil hellere signalere hårdhed end humanitet: »Vi har fået sat turbo på hjemsendelserne«, som Pia Kjærsgaard sagde på sin sædvanligt charmerende facon. I bund og grund handler projektet nemlig ikke om at hjælpe de afviste asylansøgere, men derimod om at indsmigre sig hos nogle ganske få vælgere. Tanken i det nye forslag er helt enkelt og primitivt at tvinge afviste asylansøgere hjem hurtigst muligt. Nyt er bl.a. muligheden for at trække lande i ulandshjælp, hvis de ikke vil tage deres egne statsborgere tilbage. At tvinge folk tilbage til Irak - og samtidig true landet med at tilbageholde økonomisk hjælp - er imidlertid en helt urimelig opførsel. Man kan derfor kun håbe, at de indre humanister i V og K snart får så svært ved at se sig selv i spejlet om morgenen, at de begynder at protestere. Det er uholdbart, hvis Dansk Folkeparti i længden får lov til at dominere dansk politik i så voldsom grad, som tilfældet er i dag. Partiet repræsenterer trods alt kun 413.987 vælgere.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
