Leder af<b>POLITIKEN</b>

Galimatias

Lyt til artiklen

»WE HAVE an agreement«. Euforien var med rette stor, da den danske regering stod i spidsen for udvidelsen af EU mod øst, og siden maj har vi danskere levet i et udvidet Europa. Men det ses bare ikke på landets universiteter, der opfører sig, som om Østeuropa har forladt EU. For år tilbage havde Danmark en fremtrædende placering, når det gælder studier i Østeuropa. Men de faglige miljøer er i dag så udsultede, at det vil være en tilsnigelse at sige, at de overhovedet eksisterer. Inden for de seneste par år er russisk og polsk blevet lukket ved Syddansk Universitet. På Københavns Universitet er tjekkisk og serbokroatisk blevet lukket. Samme skæbne er overgået polsk og bulgarsk ved Aarhus Universitet. I bedste fald har de østeuropæiske fag én lærer. Polsk - som tales af 40 millioner mennesker - har kun én lektor, tjekkisk har en halv lektor i Århus, og de baltiske lande er slet ikke på universiteternes landkort. DETTE GLADE vanvid skyldes, at lommeregneren og modestrømninger er blevet det helt afgørende styringsredskab på de humanistiske fakulteter. Fagenes popularitet blandt de unge afgør, hvad man forsker og uddanner i. Simpelthen fordi universiteternes indtjening afhænger af deres produktion af eksamener. Har du mange, så kan du få, men har du ingen, så må du gå ... under. Og det sidste er det, der er ved at ske med de østeuropæiske studier. For hvem vil søge et studium med en halv eller, i bedste fald, én lærer? Hvad siger den såkaldt ansvarlige minister Helge Sander (V)? »Ring til universiteterne, de har selvstændig bestyrelse«. Den lader vi lige stå et øjeblik til skræk og advarsel for dem, der troede, at politikere har et overordnet ansvar for udviklingen. Og at det bevillingssystem, der slagter de østeuropæiske studier og belønner brødløse humanistiske modefag, er skabt af politikere. Situationen skriger på politikere, der tør træde i karakter. Vi skal selvfølgelig have hevet østeuropastudierne op af grøften, inden det er for sent. Og vi skal satse penge og prestige på at opbygge store faglige og attraktive studiemiljøer udi østeuropæiske forhold. Nøjagtig som man har gjort i Sverige, Norge og Finland. Kan det være så svært?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her