YASSIR ARAFAT er indtil videre sat ud af spillet. Forudsat at han ikke bliver i stand til at genoptage alle de offentlige funktioner, han har påtaget sig i årenes løb, og således fortsætte sin autokratiske ledelse, er der opstået en situation rig på muligheder. Efter alt at dømme vil Mahmoud Abbas, bedre kendt som Abu Mazen, midlertidigt indtræde i Arafats sted som leder af selvstyret. Han trådte tilbage som ministerpræsident i 2002, dels fordi hans moderering ikke mødte nogen forståelse fra ministerpræsident Ariel Sharons side, dels fordi Arafat underminerede hans autoritet, blandt andet ved at nægte at opgive kontrollen med de talrige rivaliserende palæstinensiske sikkerhedstjenester. Abu Mazen har erfaring med at forhandle med Israel. Han var en af bagmændene bag Osloaftalen i 1993, og Abu Mazens repræsentanter var også blandt initiativtagerne til Genèveaftalen, der blev offentliggjort for et par år siden. MED ABU MAZEN på en central post, selv om det måske kun er midlertidigt, vil Ariel Sharon have svært ved at opretholde sin påstand om, at Israel ikke har 'en partner' på palæstinensisk side. Dermed vil hans begrundelse for at gennemføre en ensidig tilbagetrækning fra Gazaområdet falde til jorden. Sharon vil ikke frivilligt søge forhandling med Abu Mazen. Moderate palæstinensiske politikere er i vejen for Sharon, fordi de forstyrrer det sort-hvide billede af palæstinakonflikten, som han dyrker. Det er op til lederen af det israelske Arbejderparti, Shimon Peres, at bringe ham på andre tanker. Inden for de kommende uger skal Sharon vælge, om han vil lægge sin plan om tilbagetrækning fra Gaza ud til folkeafstemning, eller om han vil fastholde sin modstand og se en gruppe centrale Likudmedlemmer af regeringen indlevere deres afskedsansøgninger. Sharon vil vælge det sidste. Det vil gøre ham afhængig af Arbejderpartiet som regeringspartner. Den nye situation, der er opstået, gør det nødvendigt, at Shimon Peres, som betingelse for at levere Sharon et parlamentarisk sikkerhedsnet, kræver, at Sharon opgiver planen om en ensidig tilbagetrækning, der kan føre til anarki i Gazaområdet, og i stedet vælger at forhandle med Abu Mazen. Arafats fravær bør udnyttes til at skabe kendsgerninger, som hans eventuelle genkomst ikke vil kunne rydde af bordet.