IRANS REGERING siger, at den ikke ønsker at udvikle atomvåben og ikke har brug for a-våben. Det sidste må være rigtigt, Iran er ikke udsat for eksistentielle trusler, som kunne begrunde et ønske om at udvikle a-våben. Men derfor er det alligevel urovækkende, at omverdenen ikke kan fæste lid til den første og gentagne påstand om, at Iran heller ikke ønsker det våben, som med et slag kunne forvandle landet til en ny mellemøstlig stormagt. Iran har tydeligvis teknologien. Det har uran. Det har skaffet sig anlæg til berigelse af uran. Det har fået militær atomteknologi fra Pakistan. Og det har langtrækkende raketter, som kan frembringe kernevåben til uro for såvel arabiske stater som Israel og den omgivende verden. Det er urovækkende på grund af den manglende demokratiske kontrol med Irans militær, og fordi Iran kan stå foran en politisk forvandling, som gør det umuligt at vide, hvem der om nogle år måtte kontrollere en iransk a-bombe. SELVFØLGELIG HAR Iran samme ret som alle andre lande til en fredelig udnyttelse af atomteknologi, selv om det kan undre, at landets gas- og oliereserver ikke skulle tilfredsstille landets energibehov i mange årtier frem. Men o.k., hvis Iran vil have atomkraft, er det landets ret, ikke mindst hvis regeringen i Teheran vil overholde ikkespredningsaftalen om atomvåben og acceptere tillægsaftalen om international inspektion. Men når præstestyret alligevel tøver over for international inspektion, afviser at modtage brændsel udefra, insisterer på selv at berige uran til militær anvendelighed og desuden satser indædt på udviklingen af egne langtrækkende raketter, kan landet ikke undgå international mistænksomhed. EU-kredsen forsøger at friste præstestyret med tilbud om atombrændstof og handelsaftaler, mens USA - der under Bush så håbløst har satset på udvikling af nye, små atomvåben i konflikt med al international afspænding - antager mere truende karakter med udspil om FN-fordømmelse og økonomiske sanktioner. Der er behov for, at EU og USA og Rusland - som har leveret flere omstridte atomanlæg til Iran - udformer en fælles politik, der på én gang viser Iran, at omverdenen gerne vil hjælpe landet med en fredelig energipolitik, inklusive kernekraft, men at omverdenen ikke vil acceptere, at Iran får atomvåben. Mellemøsten har brug for afspænding, ikke for et atomkapløb.