BLAND JER udenom, vi skal nok selv klare problemerne. Det var vel nogenlunde hovedbudskabet fra de fem afrikanske lande, der i weekenden holdt møde om situationen i den hårdt plagede Darfur-region i Sudan. Beskeden kom fra Sudan selv, Libyen, Egypten, Nigeria og Tchad, som dermed understregede et ønske - eller ligefrem krav - om, at afrikanske lande nok selv skal tage sig af afrikanske problemer. Budskabet kan være både forståeligt og sympatisk, fordi det i bedste fald afspejler en stigende afrikansk vilje til - i samarbejde med det internationale samfund i øvrigt - at påtage sig et større ansvar end hidtil for regionen og dens enorme problemer. Men ord gør det ikke alene. Situationen i Darfur er muligvis bedre, end den var, efter at 70.000 mennesker skønnes omkommet siden marts og flere end en million fordrevet fra deres hjem af militser, som støttes mere eller mindre åbent af den alt andet end tillidsskabende regering i Sudan. Men trods klare meldinger og trusler om sanktioner mod Sudan fra FN og ikke mindst USA, der direkte taler om folkedrab, er regionen stadig ramme om en af nyere tids værste humanitære katastrofer. Sult og nød truer med tusindvis af nye dødsfald, alt imens flygtninge stadig lever i frygt for den sudanskstøttede Janjaweed-milits, der står bag drab, voldtægter og andre overgreb mod Darfurs befolkning og flygtningene herfra. DEN Afrikanske Union (AU) har talt om at sende en fredsstyrke på 2.000 mand til Darfur, et område på størrelse med Frankrig, men foreløbig er blot 300 nået frem. Selv om krisen i Darfur kræver en politisk løsning, hvor tanken om øget selvstyre lyder rigtig, vidner den hidtidige indsats om en alt andet end effektiv og lovende indsats fra de fem afrikanske lande fra Libyen-mødet, der altså insisterer på at sikre en løsning selv. FN må derfor øge presset på dem, ligesom ikke mindst de vestlige lande må vise sig rede til at yde al mulig praktisk og økonomisk støtte til en indsats i Darfur, hvor passiviteten over for massedød og nød har været det mest slående.