Nysgerrighed

Lyt til artiklen

KULTURKAMPEN her i Danmark kom aldrig i gang, før den fusede ud. En af årsagerne var, at alle ville spille rollerne som 'de progressive'. Ingen ville være 'de reaktionære'; ingen ville være cowboys. Kulturkampen kom derfor til at handle om, hvem der var de rigtigt progressive, altså på den progressive måde, og hvem der blot var progressive på en lidt reaktionær måde. Konsekvensen blev, at den danske kulturkamp aldrig kom op at køre som en folkelig debat. Dét kræver trods alt skarpere kanter og klarere positioner. Kort sagt: debattører, som for alvor er villige til at indtage bagstræberiske og antimoderne synspunkter. En sådan situation er imidlertid til stede i USA netop nu: Her kører kulturkampen på de højeste nagler. Intet skiller amerikanerne mere skarpt end spørgsmålet om forskning i stamceller fra menneskefostre. Bush har velvilligt indtaget rollen som reaktionær for at tilgodese sine højrereligiøse vælgere. Allerede i 2001 - som én af sine første, kontroversielle beslutninger - udstedte Bush et føderalt forbud mod at støtte stamcelleforskning. Udfordreren John Kerry har heldigvis indtaget det stik modsatte synspunkt - og er dermed trådt ind i rollen som den progressive kulturkriger. Kerry omfavner videnskaben - modsat præsident Bush, der står tilbage som en religiøs præmodernist. Hvis han vælges, lover Kerry således at »løfte de ideologiske restriktioner på stamcelleforskning, der bremser en udvikling, som vil kunne helbrede millioner«. PUDSIGT NOK ligger Bush på linje med mange af dem, der herhjemme opfatter sig selv som progressive: folk, som pure afviser enhver forskning i stamceller. Men forhåbentlig vinder forsigtigheden aldrig over nysgerrigheden. Naturligvis skal et så ømtåleligt felt som forskning i menneskelige stamceller være underkastet endog strikse regler. Men der er forskel på regler og forbud. Under etisk kontrollerede former rummer stamcelleforskning så store perspektiver i forhold til behandlingen af eksempelvis Alzheimers og Parkinsons syge, at det vil være etisk uansvarligt helt at afskrive fremtidige videnskabelige gennembrud. I det hele taget er der meget få spørgsmål, hvor man på én og samme tid kan hævde at være progressiv og så samtidig stå på samme side som præsident Bush. Stamcelleforskning er i hvert fald ikke et af dem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her