På lånt tid

Lyt til artiklen

REGERINGEN kæmper for at holde fast i 'skattestoppet'. Med god grund: Indførelsen af et skattestop er umiddelbart VK-regeringens største økonomiske slagnummer. De afledte konsekvenser er imidlertid mere tvivlsomme: Afbetalingen af statsgælden er således bremset ned i et væsentligt lavere tempo. Regeringen har ikke formået at opspare tilstrækkeligt store overskud på de offentlige finanser til at kunne afbetale statsgælden som lovet. Denne undladelsessynd vil uundgåeligt føre til større låneomkostninger på længere sigt. VK-regeringen regner selv med at have afbetalt 100 milliarder kroner mindre i 2005, end Nyrup-regeringen budgetterede med. De radikale har lavet en udregning, der viser, at i stedet for at skylde 34 procent af BNP, vil den danske stat til næste år skylde 41 procent af BNP; en forskel, der svarer til 100.000 kroner per dansker under 18 år. Men hvordan er det kommet dertil? Forklaringen er enkel: Pengene er gået til kortsigtede skattelettelser. Såvel skattestoppet som forårets skattelettelser har delvist været finansieret ved at udskyde afbetalingen af statsgælden på ubestemt tid. En kreativ bogføringsform, der minder om at omlægge sit boliglån til et 'pauselån', hvor man jo netop udskyder afdragene og 'nøjes' med renterne. ALLEREDE nu er en række af landets kommuner og amter dog under et så stort økonomisk pres - på grund af skattestoppet - at de er nødt til at optage nye lån for at få budgetterne til at hænge sammen. Tusindvis af vælgere har nemlig valgt lokalpolitikere, der rent faktisk mener, at der er behov for at investere i bedre offentlige goder, men som samtidig ikke må hæve skatterne for regeringen. Ikke desto mindre har 40 kommuner valgt at trodse centralmagten og vil hæve skattesatserne. Samlet set vil landets kommuner således indkræve 151 millioner kroner mere i skat - et beløb, som langtfra vil kunne dække de voksende udgifter. Finansminister Thor Pedersen (V) har dog straks lovet, at kommunerne ikke - som tidligere antydet - vil blive straffet for skattestigningerne. Tværtimod vil regeringen »tage initiativ til at reducere de statslige skatter, således at den samlede beskatning ikke stiger«. Men dermed risikerer regeringen blot at forværre budgetsituationen yderligere. Eller som Venstres formand for Amtsrådsforeningen, Kristian Ebbensgaard, udtrykker situationen: »Når amterne er nødt til at låne for at klare 2005, er det udtryk for, at der er en skævhed i økonomien. Det er ikke en varig løsning at låne, men en ventil, vi er nødt til at bruge for at holde regeringens skattestop«. Én ting er sikkert: At finansiere et øget privatforbrug med pauselån er ikke sundt. Og dét er desværre, hvad VK-regeringens skattestop er et udtryk for.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her