STØRSTEDELEN AF de israelske tropper er efter mere end tre ugers intensive operationer i Gaza endelig blevet trukket ud. Tilbage er nu blot de soldater, som normalt befinder sig i området. Palæstinenserne drager et lettelsens suk. Antallet af dræbte på palæstinensisk side er oppe på over 100, og der er meldinger om adskilligt flere sårede. Et ikke ringe antal af disse ofre er sagesløse civile, eksempelvis skolebørn, der blev ramt af vildfarne projektiler. Dertil kommer ødelæggelser af beboelsesejendomme, vejanlæg og offentlige bygninger. Det hører med til billedet, at de israelske styrker blev beordret i aktion, efter at flere raketangreb fra palæstinensisk side havde ramt israelske bosættelser og dræbt mindre børn og forårsaget omfattende skader. Den israelske regering har naturligvis både ret og pligt til at beskytte sine borgere imod terrorangreb, men denne gang gik det for vidt. Kampagnen i Gaza - en pæn eufemisme - var ude af proportion med den trussel, der blev søgt dæmmet op for. Som venner af Israel kan vi ikke sidde en sådan fremfærd overhørig. DEN ISRAELSKE militærpolitik i denne sag er stærkt kritisabel, og heldigvis er det ikke bare den i ministerpræsident Ariel Sharons øjne så renskurede og hykleriske europæiske opinion, som råber op, men også adskillige af Israels egne intellektuelle, journalister, oppositionspolitikere og menige soldater. De tager til genmæle imod en regering, der forekommer at være afvisende over for fredsforhandlinger, og langer samtidig ud efter hærens ledelse, der nok ved, hvordan man indtager en by, men mindre om, hvordan man trækker sig ud på ordentlig vis. Med et USA, som er optaget af præsidentvalgkamp, med et Europa, som ikke nyder den israelske regerings fulde respekt, og med arabiske lande uden reel forhandlingsvilje er det på kort sigt vanskeligt at se, hvordan fredsprocessen skal føres tilbage på sporet. Men indtil de ydre omstændigheder atter tillader, at parterne finder sammen i diplomatisk regi, må det officielle Israel - regeringens og hærens Israel - forstå, at operationer af den type, der fandt sted i Gaza, er stærkt destruktive. Ikke bare i menneskeliv og materielle forhold, men for Israels renomme. Der bliver for tiden trukket store veksler på den moralske konto.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
