HVIS KULTURMINISTER Brian Mikkelsen (K) skal overholde sin egen, flere gange proklamerede tidsplan om, at TV 2 skal være privatiseret inden årets udgang, nærmer vi os efterhånden opløbet. Men indtil videre må det konstateres, at flere væsentlige faktorer - pris, udbudsbetingelser, juridisk grundlag og indholdsmæssige konsekvenser - stadig svæver i det uvisse. Man lagde i sin tid ud med et tigerspring ved at bekendtgøre, at TV 2 efter de mest liberalistiske principper skulle privatiseres i et snuptag, men efterhånden som realiteternes verden ubønhørligt har trængt sig ind på luftkastellerne - bl.a. via fejltagelsen med radiokanalen Sky Radio - er det, som om Brian Mikkelsen og hans trofaste kampfælle i sagen, Venstres mediepolitiske ordfører, Jens Rohde, nu blot leder efter en måde at liste ud ad bagdøren på. Man forstår således, at der bag Kulturministeriets lukkede døre er blevet arbejdet hektisk for at finde en løsning, som på den ene side kan indfri regeringens løfter om privatisering, men som på den anden side tager højde for den kendsgerning, at det ville være en kulturpolitisk katastrofe, hvis en både populær og velfungerende dansk public service-kanal som TV 2 af rent ideologiske grunde bliver lagt i ruiner. Konfronteret med skræmmebilledet om, at mediematadoren Silvio Berlusconi kunne være en mulig aftager i en rask TV 2-forretning, har Brian Mikkelsen tidligere udtalt, at »køberne skal have rødder i en skandinavisk medietradition«. DET HAR imidlertid nu vist sig, at EU-juridiske forhold udelukker en eventuel ren skandinavisk løsning, og at der derfor sikkert bliver tale om et helt åbent salg. Herefter vil udelukkende kravene i udbudsbetingelserne om public service-forpligtelserne fungere som en sorteringsmekanisme. Man må forstå det sådan, at kulturministeren ønsker at stramme disse krav til det yderste. Det privatiserede TV 2 vil således på papiret komme til at ligne det aktuelle TV 2 til forveksling. Men i virkelighedens verden vil man stå tilbage uden den årlige licensindtægt på 275 millioner kroner og må således uundgåeligt se en kvalitetsforringelse i øjnene. Det er et facit, der stiller en voldsom trængsel og alarm ved regeringens mediepolitiske bagdør i udsigt.