OPPOSITIONEN truer med at kræve en folkeafstemning om kommunalreformen, hvis VK-regeringen ikke udskriver folketingsvalg inden januar. Forslaget har mest karakter af desperat teatertorden. Rent teknisk kan det imidlertid sagtens lade sig gøre: Grundlovens paragraf 42 kræver blot, at en tredjedel af Folketingets medlemmer ønsker at afholde en folkeafstemning. Dét svarer til 60 medlemmer. Socialdemokraterne har alene 52 mandater - og kan sammen med SF og Det Radikale Venstre mønstre 75 medlemmer af Folketinget. Rent formelt er der således intet til hinder for, at der kan udskrives en landsdækkende folkeafstemning om kommunalreformen. Projektet har imidlertid to afgørende ting imod sig: For det første vil det tidligst kunne ske, når samtlige lovforslag i forbindelse med kommunalreform er vedtaget sidst på foråret. For det andet egner folkeafstemninger sig ganske enkelt ikke til at afgøre substansspørgsmål. I hvert fald ikke i samfund, hvor indbyggertallet er så stort, at det i praksis vil være umuligt at ordne proceduren ved en håndsoprækning. Og dét vil det mildest talt ikke være her i Danmark. At en folkeafstemning så samtidig skulle omhandle mindst 50 vidt forskellige og meget tekniske lovforslag, gør kun forslaget endnu mere absurd. Sidste gang, der blev afholdt en folkeafstemning om et konkret lovforslag i Danmark, var også den eneste: I 1963 krævede V og K, at fire jordlove - som S, R og SF stod bag - blev sendt til folkeafstemning. Forslaget faldt ganske vist, men SR-regeringen fortsatte. SF'S FORMAND, Holger K. Nielsen, argumenterer ikke desto mindre ihærdigt for, at vælgerne skal have mulighed for at stemme direkte om den kommunalreform, VK-regeringen allerede på forhånd har sikret sig snævert flertal for sammen med Dansk Folkeparti. SF-formanden mener, at regeringens kommunalreform vil påvirke så mange offentligt ansattes hverdag, at alle landets vælgere bør have mulighed for at tage stilling til projektet. Men sådan er grundvilkårene jo netop ved det repræsentative demokrati - det er faktisk snarere reglen end undtagelsen, at politikernes beslutninger virker ind i vælgernes hverdag. Og hvis dét i sig selv kunne begrunde, at man skulle afholde flere folkeafstemninger, ville folkestyret jo lige så godt kunne udliciteres til en tv-kanal, der så kunne køre daglige quiz-afstemninger via fjernbetjeningen. Så kunne vælgerne konstant og forudsætningsløst være med til at bestemme alt og intet. I realtime og primetime. Og langsomt være med til at underminere folkestyrets rolle som demokratisk beslutningstager.