HJÆLP! Globaliseringsbølgen skyller ind over os, arbejdspladser i titusindvis flyder til Asien og Østeuropa, derfor må vi nødvendigvis opbygge et massivt bolværk i form af voksen- og efteruddannelse. Nogenlunde sådan lyder den sang, som alle betydningsfulde aktører i Danmark synger i denne tid. Senest blev sangen sunget af landets statsminister ved Folketingets åbning med samtlige folketingsmedlemmer som akkompagnement. Og knap var sangen færdigsunget, før arbejdsmarkedets parter fortsatte den. Jo, enigheden, når det gælder voksen- og efteruddannelse, er stor. Og godt for det, for udfordringen er enorm. Til gengæld er der ingen, der rigtig har lyst til selv at løfte opgaven. Tag statsministeren. Han taler konsekvent om den enorme opgave, der skal løftes. Men hvad har han selv gjort? Intet! Ud over altså at spare 500 mio. kr. på området siden 2001. Og så fortælle arbejdsmarkedets parter - især LO - at de passende kan starte med at kræve mere omskoling i stedet for mere i løn og mere fritid ved næste overenskomst. LO har været mindst lige så vrangvillig. Statsministerens idé om, at fagbevægelsen skulle overtage ansvaret, er plaffet ned med trylleformularen »det er jo privatisering«. Til gengæld har LO fremlagt et nyt forslag. Rigtigt gættet! Det handler om, at politikerne skal lovgive på området. Og arbejdsgiverne? De har brugt ugen på at skyde LO's forslag ned ud fra devisen: Arbejdsgiverne betaler i forvejen alt for meget. OG DER STÅR vi så. Alle taler om udfordringen i forhold til efteruddannelse, men ingen gør noget ved den. For initiativet og regningen - dét er de andre, ikke? Men opgaven med at opbygge et voksen- og efteruddannelsessystem, der kan modstå presset fra den globale konkurrence, har så stor en tyngde, at alle parter må påtage sig et stort ansvar. Derfor et forslag: Statsministeren dropper spareiveren. LO påtager sig opgaven med at opbygge og organisere indsatsen - nøjagtig som man gjorde med opbygningen af arbejdsmarkedspensionerne i sin tid. Og DA vælger at spille med. Måske kan trepartsforhandlingerne være anledningen til et sådant gennembrud. Vi er nemlig trætte af at se aktørerne sparke bolden videre til de andre. Vi vil meget hellere se, at den går i mål.