OFFICIELT HAR vi ingen forklaring fået på fyringen af Danmarks Radios generaldirektør, Christian Nissen. Man kan ellers roligt sige, at det har offentlig interesse, når chefen for landets største medievirksomhed, der med sin public service-forpligtelse skal sikre den basale lødighed i de elektroniske medier her i landet, får sparket. Generaldirektøren er ikke bare en administrativ topchef. Han er også som programansvarlig garant for den integritet, troværdighed og uafhængighed, der er bærende for hele institutionen. Det ville derfor være en enorm belastning for DR og en demokratisk skandale, hvis der var usaglige, for slet ikke at tale om politiske årsager til afskedigelsen. Det er givetvis også derfor, at vi i stedet har fået en uofficiel forklaring på fyringen. En forklaring, som alle landets medier er blevet fodret med. Den går ud på, at årsagen til fyringen er budgetoverskridelsen vedrørende det ny mediehus i Ørestaden i almindelighed og generaldirektørens misinformation af bestyrelsesformand Jørgen Kleener i særdeleshed. Specielt skulle Christian Nissen have blameret sig ved at fremsende en låneansøgning til Kulturministeriet uden om bestyrelsesformanden. SOM DET fremgår af avisen i går og i dag, ligger den forklaring nu i ruiner. Bestyrelsesformanden indrømmer selv at have set og godkendt det pågældende brev. Det står samtidig klart, at formanden har fulgt byggesagen på tætteste hold lige siden foråret, da de første alarmklokker vedrørende byggeriet begyndte at ringe. Det har hele tiden haft formodningen imod sig, at en overskridelse på mindre end 10 procent af omkostningerne i så stort et projekt skulle kunne bære en fyring. Det står nu klart, at Christian Nissen - der selv af sine værste kritikere respekteres som en administrativ dygtighed - ikke har begået de håndteringsfejl, som offentligheden er blevet fodret med. Men hvorfor har bestyrelsesformanden så taget så alvorligt og usædvanligt et skridt? Der er desværre en del, der tyder på, at tanken ikke er født hos Jørgen Kleener, endsige i bestyrelsen som sådan. Kulturminister Brian Mikkelsens (K) udtalelse til Jyllands-Posten om, at han ikke »kan huske«, hvornår han fik at vide, at generaldirektøren skulle fyres, er i den sammenhæng lige så foruroligende, som den er pinlig. Så længe vi ikke har fået en bedre forklaring, vil mistanken om, at Jørgen Kleener handlede på vegne af sit politiske bagland, og det vil i sidste ende sige regeringens top, vokse sig større. Den situation er helt uholdbar.