I SNART mange år har dansk filmproduktion groft sagt kun tilvirket to slags produkter: den mere eller mindre muntre skildring af livet i middelklassen og den ufarlige actionkomedie. Arven fra henholdsvis Leif Panduros tv-spil og Erik Ballings film om Olsen-banden. Og publikum kan godt lide sådan nogle film, hvilket det store billetsalg til film som 'Den eneste ene', 'Blinkende lygter' og 'I Kina spiser de hunde' er et klart bevis for. Om det skyldes økonomiske eller kunstneriske forhold, at danske filminstruktører med uhyre få undtagelser alene har beskæftiget sig med mellemlagenes samlivsproblemer og halvkomiske gangsterløjer, er ikke umiddelbart til at sige. Men beklageligt er det, at der ikke er blevet lavet genrefilm. For det ville da være dejligt, hvis biografpublikummet indimellem kunne fornøje sig over en dansksproget krimi, thriller eller voksengyser - ja måske endda science fiction eller fantasy. SET I DET lys er Nicolaj Arcels politiske thriller, 'Kongekabale', et lys i mørket, fordi den er noget så sjældent som en vaskeægte politisk thriller. Og dermed et dansk alternativ til de amerikanske og britiske af slagsen, man som biografgænger med de tilbøjeligheder ellers har måttet nøjes med. Man må håbe, at den ikke er en enlig svale, men i stedet en budbringer om nye tider. For selvfølgelig kan det lade sig gøre at dyrke genrerne i dansk film. Vi har romanforfatterne, der kan skrive historierne, og som formentlig alle til hobe frygtelig gerne vil filmatiseres. Vi har skuespillerne, der kan gestalte karaktererne. De vil gerne prøve kræfter med andre rollefag end det som middelklassepersoner med ondt i livet. Og vi har også instruktørerne til at realisere projekterne. Forhindringerne er sådan set ikke til at få øje på, hvorfor det bare er et spørgsmål om at komme i gang. Filmkonsulenterne kunne skubbe lidt på ved også at begynde at interessere sig for den filmiske biodiversitet. Ganske enkelt opfordre filmmiljøet til at gøre en ekstra indsats for genrefilmene, så der i fremtiden ikke behøvede at gå år mellem eksempelvis danske thrillere. Dansk film rider på en bølge af succes for tiden. Men hvis den skal vare ved, så er det afgørende, at der kommer flere farver på paletten. Derfor skal genrerne dyrkes. For at dansk film kan blive ved med at gro så lystigt som i disse år.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
