Putinmyten

Lyt til artiklen

RUSLANDS regering har efter årelang modstand godkendt Kyotoprotokollen for begrænsning af drivhuseffekten. Det er herligt, for så kan protokollen træde i kraft. Den ventes også ratificeret i underhuset, Dumaen, for præsident Vladimir Putin har besluttet, at tiden er inde til den indrømmelse. Hans økonomiske rådgiver, Andrej Illarionov, der er stærkt modstander af protokollen, kalder det »en politisk gestus til Europa«. Rusland venter som modydelse stærk EU-støtte til optagelse i Verdenshandelsorganisationen (WTO). Tidspunktet for indrømmelsen tyder på, at Putin også vil bruge den til at dæmpe vestlig kritik af sit frontalangreb på demokratiet efter gidseldramaet i Beslan. Det indebærer blandt andet, at han skal udpege ledere af russiske regioner, som nu er folkevalgte. Og i går blev der offentliggjort planer for øget Kremlkontrol med retssystemet. Præsidenten skal i fremtiden udpege halvdelen af dommerne i retssystemets øverste kollegium. Det Kremlkontrollerede overhus skal udpege resten, og Putin får ret til at fyre kollegiets dommere. I PRAKSIS er retssystemet underlagt Kreml i Putins tid, men nu skal det legitimeres. Også det kaldes et led i terrorbekæmpelse. Det er i strid med Lissabondeklarationen, som Rusland underskrev i 1998, hvorefter dommerstanden selv skal udpege halvdelen af den høje juridiske instans. Det bør som de øvrige indgreb i demokratiet rejse et ramaskrig fra Vesten. Vestlige indsigelser har der været imod fratagelse af stemmeret som påstået våben imod terrorisme, men i spredt og derfor ineffektiv orden. Gidselkrisen i Beslan afslørede store svagheder i Putins stadig mere autoritære regime. Den viste, at det er et inkompetent regime med øget korruption og svækkelse af alle andre instanser end præsidentmagten og sikkerhedsstyrkerne, mens livet er blevet stadig farligere for borgerne. Putin er under enormt pres for handling, men viser sig mest optaget af at styrke myten om sig selv som stærk mand. Det gør kun livet mere usikkert for de plagede russiske borgere, herunder tjetjenere, der nu er jaget vildt som terrormistænkte alle til hobe. Det er selvdestruktiv galskab, som Vesten bør besvare ved at tilbyde al mulig hjælp til at øge sikkerheden i landet, men samtidig gøre det perleklart, at Putins kurs er selvdestruktiv galskab for Rusland. Det retter Kyoto ikke op på.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her