395 KRONER FOR en enkeltbillet til London. 225 kroner for en billet til Berlin. Inklusive skatter og afgifter. Aldrig før har det været så billigt at være flypassager. Vi skal være de første til at glæde os over, at EU's liberalisering af luftfarten har fået så fordelagtige konsekvenser for forbrugerne, og vi skal være de sidste til at begræde, at de gamle monopolselskaber nu bliver udkonkurreret af lavprisselskaberne. Men flybilletterne er for billige. De rejsende betaler nemlig ikke for det svineri, de efterlader sig undervejs. I modsætning til de fleste andre virksomheder - blandt andet busselskaber - betaler luftfartsselskaberne ikke CO{-2}-afgifter af deres brændstofforbrug. Og det på trods af, at drivhuseffekten af jetmotorers udslip i 10.000 meters højde er tre gange større end ved tilsvarende udslip ved jordoverfladen. Årsagen er, at USA i 1997 fik fritaget flybrændstof fra Kyotoaftalen. En række af EU's miljøministre vil nu forsøge at få indført CO{-2}-afgifter på flybrændstof. Som den danske miljøminister, Connie Hedegaard (K), siger, er der »noget galt, når flybrændstof i modsætning til de andre sektorer er fritaget for afgifter for CO{-2}-udledning«. UMIDDELBART lyder det sympatisk. Men desværre er det et slag i luften. Det er utænkeligt, at USA inden for den nærmeste fremtid vil indføre afgifter. Og i øvrigt får USA støtte fra 21 af de 32 medlemmer af styregruppen i FN's organisation for civil luftfart. Uden international enighed er det svært at forestille sig et retfærdigt og velfungerende system. Men det er ikke ensbetydende med, at det er umuligt at sikre sig, at selskaberne bøder for deres forurening over EU's luftrum. Der er nemlig andre muligheder for at sikre, at prisen i højere grad svarer til miljøbelastningen. For eksempel ved hjælp af passagerafgifter, som de kendes fra Danmark. Selv om de ikke regulerer adfærden på samme vis som CO{-2}-afgifter, kan de i det mindste reducere konkurrenceforvridningen i forhold til andre transportformer. Hvis Connie Hedegaard virkelig mener, at der er »noget galt«, skulle hun bruge kræfterne på fælles EU-regler for passagerafgifter og på at stå fast over for Københavns Lufthavne, der de seneste måneder har ført en intensiv kampagne for at få afskaffet passagerafgiften på 75 kroner. Lykkes kampagnen, vil der for alvor være noget galt med billetprisen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
