Krøyers Plads

Lyt til artiklen

MED ERICK VAN EGERAATS forslag til et bolig- og erhvervsbyggeri på Krøyers Plads kan havnen få det lys og liv, som den og alle københavnerne fortjener. Det er et fantasifuldt og farverigt hus, der i sin volumen komplimenterer havnens øvrige nye markante bygninger lige fra operaen over det kommende skuespilhus til Diamanten. Og i sin form både hilser det på og genfortolker Københavns tage og spir. Dansk arkitektur har længe været præget af en høj kvalitet. Materialer og funktion går gerne i forening med gennemtænkt sammenhæng med omgivelserne. Men i formgivning har danskerne i det seneste tiår holdt sig til kuber og kasser, man har skåret så dybt ind til benet i en cool minimalisme, at man efterhånden synes helt at have skåret benet over. Erick van Egeraats bolig- og erhvervsbyggeri kommer som en gave udefra til danskernes fantasi. Argumenterne mod byggeriet er først og fremmest gået på dets højde. Van Egeraats seks højhuse bryder København Kommunes 50 år gamle lokalplan, der tilsiger, at man ikke bygger højere end fem etager i den historiske bydel. Men argumentet om, at en særtilladelse til van Egeraats byggeri vil være et skråplan, der betyder, at Københavns historiske centrum snart vil være plastret til med højhuse, holder ikke. Ideen med den kommuneplan er jo netop, at noget er værdigt til at bryde denne femetagers linje. Van Egeraats højhuse skaber en ganske uset og nærmest genial blanding af havnens tætte pakhuse og byens spir. De er ligesom byens tårne værdige til at bryde linjen. DET ER IKKE HØJDEN, der er grund til at bekymre sig om. Hvad man derimod kan vente med en vis spænding på, er, hvordan den offentlige plads vil udvikle sig i den skrå plint under højhusene. I øjeblikket er Krøyers Plads i sommermånederne en af de mest livlige pladser i byen med det herlige selvbestaltede Luftkastellet, hvor sand, musik og strandstole giver en skøn oase for byens unge. Men resten af året er pladsen uden liv, og Luftkastellet er ikke enestående; Islands Brygge, Pappa Hotel og Halvandet tilbyder tilsvarende faciliteter. Men van Egeraats byggeri er vitterlig enestående. Det vil være endnu en trist spildt mulighed for byen, hvis vi stopper det nu. Afviser vi Egeraats poetiske forslag, er det givet, at entreprenøren, NCC, vil opføre noget andet på den grund, de har givet 100 millioner kroner for.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her