Derfor Darfur

Lyt til artiklen

SÅ BLEV DET langt om længe sagt, det som skulle siges i spørgsmålet om Darfur. Ophavsmanden til de fyndige og umisforståelige formuleringer var ingen ringere end USA's udenrigsminister, Colin Powell. I en tale i torsdags til Senatets udenrigspolitiske komite slog Powell fast, at den amerikanske regering efter længere tids undersøgelser har konkluderet, at der finder et folkedrab sted i Darfur. Og hvem de skyldige er, lod Powell ikke tilhørerne i tvivl om: regeringen i Khartoum og Janjaweedmilitserne. Internationale nødhjælpsorganisationer har længe forsøgt at få ørenlyd for, at Darfur rummer kimen til en voldsom humanitær katastrofe. At knap 1.000 mennesker dagligt mister livet i Darfur som følge af massakrer, sult og sygdomme understreger den antagelse. Det er ikke, fordi der er noget synderligt overraskende i udpegningen af bagmændene bag de blodige overgreb og heller ikke i beretningerne om de brutale forhold i den afsondrede provins i det vestlige Sudan. Det nye - og opmuntrende - er, at udenrigsministeren for klodens mest magtfulde land vælger at tage bladet fra munden og sætte ord på det, få iagttagere har været i tvivl om. MED MERE END 50.000 døde i Darfur - regeringen i Khartoum påstår på grotesk vis, at det drejer sig om 5.000 dræbte som følge af interne stammeopgør - er der plads til en bitter indvending om, at Powells erkendelse gerne måtte have indfundet sig lidt før. Men det gamle mundheld om 'Bedre sent end aldrig' har selvsagt akut betydning, når det drejer sig om at undgå yderligere massedrab. Powells bemærkning falder på det rigtige tidspunkt, idet FN's Sikkerhedsråd står foran at skulle tage hul på en diskussion om sanktioner over for Sudan. Landets regering må bringes til at forstå, at bistandshjælp og international samhandel, bl.a. med olie, bliver sat i bero, så længe der ikke bliver gjort noget effektivt for at beskytte civilbefolkningen i Darfur imod de hærgende militser. Hvis FN i pagt med den amerikanske udlægning accepterer, at der faktisk er tale om et folkemord i Sudan og ikke blot nationale stridigheder, eller hvilket ligegyldigt diplomatisk gummiord man end måtte finde på, så er der for første gang lidt håb at spore for de endnu levende mennesker i Darfur.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her