TERROR imod uskyldige civile er under alle omstændigheder forkasteligt, men særlig modbydeligt, når børn er indblandet som på en skole i den sydrussiske republik Nordossetien. Som altid falder mistanken på tjetjenere. Der er mange andre terrorister på spil i Rusland, men en tjetjensk forbindelse er der tilsyneladende, når gidseltagerne kræver løsladelse af tilfangetagne efter et terrorangreb, hvoraf mange er tjetjenere. Det er ubærligt at tænke på, at terrorister kan finde på at gøre den sydrussiske skoles åbning efter sommerferien, for mange af børnene den allerførste skoledag, til en dødsfælde. Og terror som morderiske perler på en snor har Rusland oplevet inden for blot en uge. Bombeattentater, der bragte to russiske fly til fald og 90 mennesker i døden i sidste uge og mindst ti dræbte ved et bombeattentat i Moskva i tirsdags, dagen før gidselaktionen i Nordossetien. Russerne føler sig af gode grunde stadig mere truet på livet, hvor de end bevæger sig, og hadet til alle tjetjenere øges. Men nylige opinionsundersøgelser har vist, at Putin har flere modstandere end tilhængere af sin hårde kurs imod tjetjenerne i sin befolkning. Og hvor mange uskyldige skal dø, før han tager den op til revision? Det vil ikke være at give efter for terrorister, men at se virkeligheden i øjnene. DER ER IKKE, som Putin siger, tale om en russisk kamp imod internationale terrorister. Arabere har pisket i rørte vande i Tjetjenien, men international terrorisme er ikke konfliktens årsag. Skal terrorisme bekæmpes, må statslig terror også. Russiske drab på over 100.000 civile tjetjenere i de sidste ti år og udbombning af boliger og arbejdspladser, så mindst 70 procent af tjetjenerne er uden arbejde. Dertil kommer daglige overgreb fra russiske soldater, som sædvanligvis sker ustraffet. Det er en virkelighed, som ikke overraskende skaber desperation og terror. En hel generation af unge tjetjenere er blevet traumatiseret og brutaliseret af krigen og manglen på fremtidsudsigter. Moskva-loyale tjetjenske klaner bærer deres store del af skylden for kriminaliseringen af republikken, og på både tjetjensk og russisk side tjener alt for mange på krigen til at ville bidrage til fred. Intet af alt det undskylder terror, men det bør få det internationale samfund til at forstå, det ikke skal begrænse sig til fordømmelsen af terrorisme. Al mulig sympati og hjælp bør gives det russiske folk. Men den allerbedste hjælp til hele Rusland vil være, at det internationale samfund påtager sig et direkte ansvar og med stokke og gulerødder gennemtvinger fred i Tjetjenien.