FLERTALLET AF de danske folkekirkepræster ønsker, at alle vielser foretages på rådhuset. Det viser en rundspørge foretaget af Kristeligt Dagblad, som dog skal tages med et gran salt, al den stund repræsentative undersøgelser i en enkelt faggruppe hurtigt kan give store udsving. De bryllupstrætte præsters logik er dog god nok: Ægteskabet er en borgerlig institution, som sætter bestemte juridiske rammer omkring to menneskers familieliv. Disse rammer kan sagtens sættes, uden at hverken Vorherre eller andre højere myndigheder involveres. Og sådan er det da også i de fleste andre vestligt orienterede lande: Brylluppet ordnes af de borgerlige myndigheder, mens det bagefter står alle frit for at få ægteskabet velsignet i den kirke eller det trossamfund, man nu tilhører. Problemet er - som altid - at i Danmark er kirke og stat syndigt sammenfiltrede størrelser. MEN MANGE af folkekirkens præster ønsker altså nu klar adskillelse af kirke og stat, for så vidt angår ægteskaber. Den dybere begrundelse er formentlig, at mange præster nødig vil tvinges til at vie homoseksuelle, sådan som statsminister Anders Fogh Rasmussen og andre ellers så småt lægger op til, at de skal. Denne knibe kan præsterne slippe ud af ved ikke at vie nogen som helst. Men uanset hvad der stikker under, så har præsterne ret i, at de ikke bør være en del af det almindelige borgerlige statsapparat. Man kan endda have forståelse for, at de vrider sig noget, når tidens almindelige tendenser til krav, rettigheder og individuel service afføder polterabend-agtige tilstande foran alteret, vielser i faldskærm og eksklusive ønsker om rockmusik fra pulpituret. Giv Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er. DET MÆRKELIGE er blot, at præsterne ikke fører logikken igennem. Er det ikke endnu mere underligt, at kun kirkelige kordegne kan sørge for, at nyfødte børn i dette land får et lovformeligt navn? Sådan et skal man jo have, mens giftermålet dog er en frivillig foreteelse. Med andre ord er der med ugens udmelding fra et flertal af folkekirkens præster kommet endnu en sprække i det gamle statskirkelige hus. Det er muligt, at det står, om end tårnene falde, men det ville nu nok tjene alle parter bedst, om man lod falde, hvad ikke kan stå. Sammenblandingen af kirke og stat holder ikke længere, det bringer omtrent hver eneste uge nye eksempler på.