PRÆSIDENTVALGET i Tjetjenien gik helt, som Ruslands præsident Putin ønskede det. Alu Alkhanov vandt officielt med et overvældende flertal af stemmerne og en rekordagtig valgdeltagelse. Det er et resultat, der til forveksling ligner det sidste år i oktober, da forgængeren, Akhmad Kadyrov, blev valgt, ligeledes på bestilling fra Moskva. Kadyrov blev dræbt ved et bombeattentat i maj, og oprørere har truet med også at dræbe efterfølgeren. Det er den nok mest livsfarlige post i Rusland, som Alkhanov har påtaget sig. Selv om det var en parodi på et frit og fair valg, er der en god grund til at ønske tjetjenerne til lykke. Det blev ikke det frygtede blodbad, efter at oprørere havde truet med angreb for at sabotere valget. En enkelt bombemand fik kun held til at sprænge sig selv i luften. Men et overraskende fredeligt valg bebuder næppe fredelige tider for det plagede tjetjenske folk. Både de oprørere, der kun bekæmper de russiske styrker, og dem, der også fører terrorkrig imod civile, har vist, at de stadig har stor styrke til at slå til. Der er også meget langt til den genopbygning af Tjetjenien, som skal til for at bremse den udklækning af nye oprørere og kriminelle, der følger af en social elendighed uden sidestykke i Europa. ALKHANOV har vist stor forståelse for sammenhængen mellem ydmygelse og forarmelse af tjetjenerne på den ene side og kriminalitet og terror på den anden. Han er tilsyneladende ikke den værste, som Moskva kunne vælge for tjetjenerne, men det legitimerer ikke, at de fratages egne stemmer. Det internationale ramaskrig, som endnu en valgfarce i den krigsplagede republik burde udløse, er udeblevet, men Tjetjenien kræver som Kosova international indgriben. Selvfølgelig ikke i form af NATO-bombardementer, men med international mægling og fredsstyrker. Det forhold, at Moskva kategorisk afviser noget sådant, gør det ikke mindre rigtigt at insistere på. I næste måned er det fem år siden, den anden krig i Tjetjenien i de seneste ti år startede. Skal der endnu ti års krig til, før det internationale samfund erkender, at krigens parter ikke selv kan afslutte Europas længst varende menneskerettighedskatastrofe?