Helt naturligt

Lyt til artiklen

FOR ET par år siden var spørgsmålet om en adskillelse af folkekirken og den danske stat slet ikke på dagsordenen. Nu er spørgsmålet i så høj grad kommet det, at det kan misbruges til at iklæde kirkelig konservatisme et mindre ubehageligt ansigt: Flere politikere har i Folketinget rejst spørgsmålet, om det ikke er på tide, at folkekirken finder et positivt og tilfredsstillende svar på danske homoseksuelles ønske om at kunne blive viet i den kirke, som de er medlemmer af. Det afviser borgerlige politikere nu med henvisning til, at det ville være at »køre folkekirken over«. Ud over det ironiske i at høre politikere, der ikke ønsker en klarere adskillelse af stat og kirke, henvise til en tilstand, der ikke for alvor eksisterer, er argumentet dårligt. Det, S og SF ønsker, er ikke at tvinge præster og biskopper til noget, men at fjerne de bestemmelser i lovgivningen, der i dag spærrer for homoseksuelle vielser. DER FINDES en modvilje mod homoseksuelle vielser. Den afspejler til dels en rest af modvilje mod homoseksualitet som sådan, men den fordom er heldigvis meget svag i det moderne Danmark. Modstanden afspejler også traditionalisme og vanetænkning. Det er imidlertid meget svært at se, med hvilke kristelige argumenter man vil nægte to mennesker muligheden for at forpligte sig over for hinanden og over for Gud og mennesker. Og det er meget svært at se, hvorfor det ønske så ikke skal ligestilles med andre ægteskaber. På bare lidt længere sigt vil en moderne europæisk kirke som den danske ikke nægte bøsserne og de lesbiske lighed også på dette område. Tilbage bliver så hensynet til kirkens selvstændighed. Det er klart, at var kirken helt fri af staten, ville religionsfriheden gøre, at man kun kunne give den gode råd i en sag som denne. Men foreløbig er kirken ikke fri. Også dengang folkekirken skulle overbevises om, at kvindelige præster skulle have plads, måtte Folketinget give en hånd med og fjerne forældede bestemmelser. Man kan derfor kun støtte, at Folketinget nu følger op på det selvfølgelige signal om ligestilling, som statsministeren har givet. Og opfordre folkekirken til at bevæge sig i samme retning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her