NÅR NYE tal viser, at hjemmeserviceerhvervet befinder sig i dødskramper, og at halvdelen af virksomhederne er væk på fem år, kan det ikke komme bag på nogen. Det er en naturlig konsekvens af, at regeringen har skåret størstedelen af tilskuddet til erhvervet væk. Sådan er det bare. Og det er der grund til at begræde. Hjemmeserviceordningen, der går ud på, at borgere kan få tilskud til serviceydelser i hjemmet, har nemlig været et columbusæg. Simpelthen fordi den har slået to fluer med ét smæk: Ordningen har hjulpet mange stressede børnefamilier, der har kunnet betale sig fra rengøring, tøjvask, havearbejde m.v. Men frem for alt har hjemmeservice skaffet job til tusindvis af mennesker, der ikke har prangende eksamensbeviser, og som har svært ved at få et job på det regulære arbejdsmarked. DET ER NU slut. Og absurd nok bekymrer det næppe ret mange i den danske politikerstand, hvor man mildest talt aldrig har elsket hjemmeserviceordningen, der i sin tid blev lanceret af erhvervsminister Mimi Jakobsen (CD). Faktisk har begge politiske lejre vrænget på næsen ad ordningen fra starten af - og mestendels af ideologiske årsager. De borgerlige har aldrig kunnet lide ordningen, fordi der var tale om »et statsstøttet erhverv«. Og socialdemokrater og andre har med foragt i stemmen afvist ordningen, fordi den angiveligt skaber et upstairs and downstairs-samfund. MEN hvis hjemmeservice ikke dur, hvad vil politikerne så gøre med den voksende gruppe af kortuddannede på arbejdsmarkedet, som i stigende grad bliver overflødiggjort af globaliseringen og den teknologiske udvikling? Uddannelse, uddannelse og uddannelse, messes der. Men det er altså en blindgyde, når vi taler om en gruppe mennesker, som har lidt nederlag i skolen. På korteste formel: Vi kommer ikke uden om at understøtte et nyt arbejdsmarked, hvis vi skal skabe job til de kortuddannede i fremtiden. Og hvorfor ikke servicesektoren? Her er jobmulighederne åbenlyse. I dag skal en højtlønnet dansker arbejde seks timer for at købe en times håndens arbejde. I mange andre lande er det kun halvanden time. Er der noget at sige til, at servicesektoren i Danmark er i krise? Vi snyder os selv, hvis vi ikke gør det billigere for danskeren at købe serviceydelser - til fordel for ham selv, den kortuddannede og samfundet. Hjemmeservice er død. Men skulle vi så ikke til at se på skattesystemet?
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.