EN AF DE positive nyheder, regeringen lod lække fra sit finanslovsudspil i ugens løb (mens alle andre var afskåret fra at vide noget om, hvad der i øvrigt stod af godt og ondt i udspillet), var nyheden om øget støtte til danske forfattere de kommende fire år. Litteraturen vil få tilført ekstra ti millioner kroner om året, hvilket primært vil ytre sig som 10-15 store rejselegater og 8 ekstra treårige arbejdslegater fra Statens Kunstfond. En lille nyhed, som vil berøre 20-25 mennesker om året, men så sandelig: en god nyhed. Initiativet ligger i forlængelse af regeringens aktuelle bestræbelser på at gøre sig gode venner med alle de forfattere, den ved sin tiltræden lagde sig grundigt ud med. Positiv stemning i den litterære republik, tak, og statsministeren viste jo allerede ved nytårstide vejen ved at invitere et udvalg af forfattere til bords på Marienborg. Kulturministeren var med ved bordet, så han kunne lære noget om god bordskik og om, hvordan man gør sig gode venner med folk. STATSMINISTEREN har muligvis også forklaret kulturministeren, at intet folkefærd kan skabe så meget ballade i medierne som netop forfattere, hvorfor det er ualmindelig dårlig pr-økonomi at spare nogle få millioner på netop litteraturen. Og omvendt, hvad ugens positive nyhed viser: Et lille løft til forfatterne, og det overstråler i medieomtale og symbolværdi milliardnedskæringer på for eksempel miljøområdet. Sagt helt kontant kan beløb af en størrelsesorden, som mest minder om privatøkonomi, give gennemslag af nationaløkonomisk omfang. Problemet er så også, at regeringen med initiativer af denne type netop synes at tænke mere i privatøkonomi for forfatterne end i overordnede kulturelle mål. I bedste fald tænker man socialpolitisk, på bestemte personers indkomst og velfærd, i værste fald tænker man i at skabe sig de rette venner og fjender. Hvor ville det være rart, hvis regeringen førte en kulturpolitik, som ikke på småprivat vis handlede om at invitere og udelukke, beskænke og fornærme, forgylde og forarme; en politik, som var båret af visioner for kulturen, ikke for bestemte personers livsform. En kulturpolitik som blev ført af hensyn til almenvellet og ikke noget som helst andet.