På tilbagetog

Lyt til artiklen

STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen minder om USA's præsident George W. Bush på i hvert fald ét punkt: Umiddelbart efter at de hver især kom til magten - ved at føre midtersøgende valgkampagner - slog de begge ind på en ideologisk kurs. Efter i første omgang at have lanceret sig som 'samlere', ændrede de hurtigt karakter og trådte frem som 'spredere'. Bush og Fogh har målrettet polariseret vælgerne: Bush med sin 'krig mod terrorisme' og Fogh med sin 'kulturkamp mod smagsdommere'. Spørgsmålet er dog, hvordan de vil gebærde sig nu, hvor valgene nærmer sig. Meget tyder på, at i hvert fald Fogh er på taktisk tilbagetog. I går proklamerede statsministeren, at VK-regeringen ønsker øgede investeringer i forskning og efteruddannelse. Den seneste regeringsrokade fremstår ligeledes som et forsøg på at udskifte den tidligere så skingre stemmeføring med lidt blidere toner. Status er i dag, at regeringen reelt har tabt flere af de afgørende, symbolske slag i kulturkampen: Opgøret med 'smagsdommerne' i de mange 'overflødige råd og nævn' er fuset ud, i takt med at regeringen selv har oprettet mindst lige så mange nye, som den i sin tid nedlagde. Og senest har det vist sig, at KaosPilot-uddannelsen - som V, K og Dansk Folkeparti fik slettet af finansloven, fordi den lugter lidt for meget af rundkredspædagogik og kreativt entreprenørskab - lever fint op til de krav, man stiller til professionsbachelor-uddannelser. Den beskidte virkelighed er altså langsomt ved at indhente de borgerlige kulturkrigere. KUN FÅ VÆLGERE har i dag en reel fornemmelse af, hvad Foghs kulturkamp går ud på. Mindst to tolkninger præger debatten: På den ene side fremmanes billedet af kulturkampen som et skalkeskjul for omdannelsen af Danmark til en neoliberalistisk minimalstat. Her fremhæves skattestoppet som kulturkampens mest slagkraftige våben. På den anden side påstås det, at kulturkampen er en videreførelse af den antielitære lægmandspopulisme, som lagerforvalter Rindal satte på dagsordenen i 1965. Her fungerer opstramninger i udlændingepolitikken og besparelser på kultur- og miljøpolitikken som våben i kampen mod de verdensfjerne skrankepaver 'ovre i København'. VK-regeringen ville dog næppe kunne vinde næste valg ved at zigzagge mellem disse to mildest talt modsatrettede projekter. De seneste ugers udmeldinger tyder også på, at regeringen reelt har indstillet kulturkampen. I valget mellem nyliberalisme, nationalpopulisme og den bløde, socialdemokratiske mellemvare taler sandsynligheden også for, at Fogh & Co. igen falder tilbage på det sidste - i håb om at blive genvalgt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her