DER ER NOGLE, der siger, at hun er for gammel. Det er ikke et populært udsagn i al almindelighed, men politikere kan falde for aldersgrænser, som andre ikke lægger mærke til. Og et af de allerfarligste aspekter ved oppositionsrollen er den mere eller mindre påtvungne passivitet, som en ellers aktiv politiker kan tvinges til at indtage. Misforstå os ikke - Ritt Bjerregaard kan sikkert sagtens få tiden til at gå. Men sagen er med hvad. Udefra set kunne hendes ambitioner om at blive opstillet som kandidat til overborgmesterposten i Socialdemokratiet i København ganske vist tage sig temmelig indlysende ud. Hun er erfaren og stærk, hendes navn er kendt, og det ville klæde landets hovedstad for en gangs skyld at få en kvindelig overborgmester. Men det hun er kendt for, er ikke smidighed og positive folkelige egenskaber. I de fleste af de sager, hun som landspolitiker og EU-kommissær blev kendt for, var hovedspørgsmålet altid et anliggende, som vedrørte hendes person. Mange af de kampe, hun udkæmpede, handlede om moral og blev i sidste instans vendt til et enkelt spørgsmål: for eller imod Ritt. Mange gamle københavnere erindrer endnu med ubehag hendes kamp for lejligheden på Vesterbro i København. Københavnerne mente ikke, at Ritt Bjerregaard skulle have bopæl på Fyn og samtidig stor lejlighed i København. Den sag - den er godt nok 13 år gammel - har Ritt Bjerregaard taget højde for ved at erklære, at hun er i gang med at flytte til hovedstaden fra sit nuværende domicil i Kirke Eskilstrup. DERTIL KOMMER, at en overborgmester på én gang skal kunne forhandle smidigt med Christiansborg og glæde sig over at servere pandekager til hærskarer af udvalgte dignitarer og byens borgere i det hele taget. En overborgmester skal kende sin kommune som sin egen bukselomme. Men Ritt Bjerregaard har aldrig interesseret sig for kommunalpolitik. I videre forstand vedrører spørgsmålet om overborgmesterposten hele Socialdemokratiet. Her må man konstatere, at partiet i hovedstanden, mens Jens Kramer Mikkelsen har siddet ved roret, ikke har sørget for at udvikle passende kronprinser og -prinsesser, som kunne overtage stafetten, allerbedst efter et kampvalg mod hinanden, når tiden var moden. Det kan ikke passe, at socialdemokraterne ikke har gode, yngre kræfter. Problemet er, at de ikke bliver opsøgt og ikke bliver profileret i tide. Oppositionsrollen gnaver. Hvad man end mener om den nylige regeringsrokade, demonstrerer den i hvert fald en vilje til at fremme og pleje unge politikeres ambitioner.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
