GEDEHYRDEN og hans flok af firbenede osteproducenter er væk fra de nordlige marker, og i stedet har Athen fået en olympisk by, der i de seneste dage er blevet indtaget af kvindelige og mandlige atleter fra hele verden. For nu sker det - de olympiske lege i den græske hovedstad åbner med pomp og pragt i aften. 'Welcome home' står der på bannere over hele Athen - som en påmindelse om, at de olympiske lege omsider vender tilbage til det land, hvor det hele begyndte: både de antikke lege og de såkaldte moderne olympiske lege, der blev født i 1896, og som i de forløbne 108 år har forandret sig fra at være ædle amatørers lige så ædle kappestrid til karriereskabende opgør mellem videnskabeligt trænede atleter i et globalt underholdningsshow med en milliardomsætning. SIDEN GRÆKERNE fik tildelt værtskabet for syv år siden, har det meste af idrætsverdenen ventet på det organisatoriske sammenbrud. At det hele skulle ende som en tvivlsom charterrejse til et hotel, hvor kun fundamentet stod færdigt - med en murermester, der sagde »i morgen, i morgen«. Men sådan er det ikke gået. De græske arrangører har overvundet punktstrejker og forsinkelser, levet med advarsler og trusler fra Den Internationale Olympiske Komité, IOC - og grækerne er med smil, begejstring og optimisme klar til aftenens åbningshøjtidelighed. Alt ser ud til at klappe, arenaerne er færdige, togene ruller, flagene blafrer, og tusindvis af frivillige er parate til at få alverdens gæster til at føle sig velkomne. Spurten for at nå frem til målet har været fantastisk. AT LØFTE EN opgave i denne størrelsesorden - at skabe de perfekte fysiske rammer og praktisk gennemføre klodens største sportsshow over 16 dage - kan kun ske i en forholdsvis lille nation som den græske, hvis alle står sammen. Hvis alle virkelig vil, at dette skal blive en uforglemmelig fest for hele verden. Det moderne Grækenland har villet denne sejr. Den svære kunst er at undgå tømmermænd - at sikre, at de mange, dyre anlæg efter legene får betydning for ikke bare det græske frilufts- og sportsliv, men for hele Athens infrastruktur, og at byggeriet ikke kommer til at stå som forfaldne monumenter over fejlslagne investeringer.